Danmark i historisk kamp om EU's fremtid

Hvad mener 'Sparebanden'?

Hvordan vil I få 'de sparsommelige fire' til at give sig?

Hvor stejlt står Danmark på sine synspunkter?

Hvorfor vil Danmark ikke hjælpe de lande, der er i nød?

Spørgsmålene flyver rundt her i Bruxelles op til dagens topmøde, hvor den første reelle armlægning skal tages om EU-Kommissionens nye forslag til en astronomisk corona-genopretningspakke og det næste syvårige budget for unionen.

Det er spørgsmål mellem journalister. Spørgsmål fra politikere til politikere. Spørgsmål mellem embedsmænd.

Og de kredser i enestående grad om Danmark, Sverige, Holland og Østrig, fordi de fire lande udgør en af de største hurdler for at få landet et kompromis.

De fire lande siger som udgangspunkt stadig nej til at give de mest coronaplagede lande rene tilskud - istedet vil de yde dem lån.

Samtidig ønsker de fire lande sig en meget mindre genopretningsfond, end den Kommissionen har lagt op til på 750 milliarder euro svarende til omkring 5600 milliarder kroner.

Og de ønsker et syvårigt budget, der er knap 375 milliarder kroner slankere, end det Kommissionen har foreslået.

Astronomiske beløb for menigmand - og derfor for mange mennesker ligegyldigt, hvad budgetterne ender på. Man skal dog huske, at det handler om en husstand på 450 millioner mennesker.

Så det største problem politisk er lige nu ikke, at det er svimlende beløb, men at parterne står stejlt overfor hinanden.

Sydeuropa ønsker sig både en endnu større genopretningsfond og et endnu større budget, end det Kommissionen har foreslået. Og Østeuropa noget helt tredje.

Hvordan lander man et kompromis?

Ingen aner det lige nu, og på dagens topmøde - der stadig foregår som en videokonference - vil vi heller ikke blive meget klogere. Der er lagt op til en såkaldt ”orienterings-debat”. I sig selv et svært koncept. For enten orienterer man vel - eller også debatterer man?

Her gør politikerne så begge dele, hvilket betyder, at vi på dagens topmøde formentlig får endnu en omgang rituel stammedans, hvor lederne gentager deres kendte synspunkter.

Eller for at bruge en anden kliché: De vil tale fra en af de øverste grene i hvert sit træ. Mette Frederiksen højt oppe i sit smukke danske bøgetræ og den Italienske leder, Conte, højt oppe i sin velduftende pinje.

Mette Frederiksen trykker her hånd med rådsformand Charles Michel inden coronakrisen. Dagens topmøde er over videolink. Foto: Olivier Hoslet / Ritzau Scanpix

Efterfølgende er det op til mødelederen, den tidligere belgiske premierminister Charles Michel, at tale med alle lederne enkeltvis og måske i løbet af nogle uger fremsætte en såkaldt forhandlingsboks.

Den kan statsministrene så tygge på, inden de forhåbentligt kan mødes fysisk her i Bruxelles til et eller flere ekstraordinære topmøder i juli.

Alle med forstand på afgørende forhandlinger i EU fastslår, at intet kan lande, før man kan mødes fysisk. Det er trods alt svært at lave sene lokumsaftaler over et corona-videolink.

Hvad er så grunden til at holde dagens topmøde?

Charles Michel mener, at det vil være ”en afgørende trædesten på vejen mod en aftale på et senere fysisk møde”, som han skriver i sit traditionelle invitationsbrev forud for dagens topmøde.

Og spørger man embedsværket, er mødet med til at sætte en modningsproces i gang, så politikerne mentalt kan forberede sig på at klatre ned fra hvert deres træ med æren i behold.

Hvem kommer til at give sig mest?

Set med danske kilders øjne, skal 'Sparebanden' nok forberede sig på, at corona-genopretningsfonden muligvis lander et sted mellem 500 og 750 milliarder euro, og at en pæn del vil blive givet som tilskud til de hårdest ramte lande.

Altså ikke kun lån. Ikke mindst fordi Tyskland har gjort livet sværere for de fire sparsommelige lande ved på forhånd at acceptere en gave- genopretningsfond på 500 milliarder euro.

Kilder siger til TV 2, at Danmark godt kan leve med kompromisser på genopretningsfonden, hvis det store syvårige budget til gengæld holdes stramt, grønt og digitalt, og at Danmark kan bevare sin årlige rabat på cirka en milliard kroner.

Alle ved, at et kompromis skal findes, hvis unionen skal bestå. Måske ender det hele derfor som en udmatningskamp, hvor den statsminister, der trænger mest til sommerferie ovenpå en afsindig corona-krisetid, blinker først.

Og her er problemet, siger flere kilder til TV 2, at belgieren Charles Michel ikke er den mest effektive mødeleder.

Set med nordiske briller er han for sydligt orienteret og for fransk i sin tankegang. Samtidig er han som belgier vant til, at ting kan trække ud. Belgien har for eksempel endnu ikke en reel regering, selvom det er 390 dage siden, at der var valg her i landet.

Så velkommen til en lang, varm sommer i Bruxelles med Danmark i centrum.