Cykling: Riis lukker sit projekt omgående

Bjarne Riis fortsætter i sin rolle som team manager hos World Tour-holdet NTT.

Bjarne Riis.
Bjarne Riis.
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Ejerkredsen med Bjarne Riis, Lars Seier Christensen og Jan Bech Andersen har øjeblikkeligt valgt at lukke det storsatsende projekt Virtu Cycling, som har eksisteret siden sommeren 2016.

Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Resultaterne har over længere tid ikke været tilfredsstillende, og da aktiviteterne omkring holdet - såsom cykelrejser, events og netværk - er påvirket af corona-situationen, blev det dødsstødet.

- Det er på mange måder en smertelig beslutning, vi er kommet til. Vi skabte Virtu Cycling med et ønske om at skabe en stærk forretning rundt om et professionelt cykelhold. Og vi er stolte af, at vi kan sige, at vi i de seneste år har investeret millioner af kroner i danske cykeltalenter og et World Tour-hold for kvinder.

- Men vi må samtidig også sande, at forretningen ikke har udviklet sig, som vi havde forventet og ønsket, og situationen er desværre betydeligt forværret under corona-krisen. Derfor har vi valgt i god ro og orden at indlede en afvikling af koncernen på en måde, så vi overholder alle vores forpligtelser over for ansatte og samarbejdspartnere.

- Vi vil samtidig gerne sende en varm tak til alle vores gode kunder og samarbejdspartnere samt vores medarbejdere, der har kæmpet bravt for vores projekt siden begyndelsen, siger de tre ejere i en fælles udtalelse.

Ekspert er ikke overrasket

Virtu Cycling offentliggjorde i januar ellers, at de var blevet medejer af World Tour-holdet Team NTT. Koncernen fortsætter samarbejdet med NTT i et andet setup oplyses det i pressemeddelelsen.

Bjarne Riis fortsætter som team manager på World Tour-holdet.

TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen er ikke overrasket over Virtu Cyclings farvel.

- Den her model, som han ønskede at bygge op, med at have et cykelhold, der kunne være uafhængige af sponsorer, ved at have et firma, der laver så mange indtægter via cykelrejser og lignende, er fuldstændig død nu. Det har jo blødt penge i mange år, og nu kastede de så endegyldigt håndklædet i ringen.

- Det var også noget, man tænkte i lang tid. Det er da et slag for den vision, Bjarne havde om at lave et cykelhold på en anden måde, som også blev finansieret på en anden måde end den traditionelle, hvor man er afhængig af sponsorer, siger cykeleksperten.

Indtil videre er størstedelen af de 21 medarbejdere hos Virtu Cycling blevet opsagt.

Arkivindslag: Vi vender nyheden om Ørnen fra Hernings tilbagevenden til cykelsportens øverste niveau. Bjarne Riis har nemlig købt sig ind på det sydamerikanske hold NTT Pro Cycling. Og så bliver der også plads til en Riis-anekdote fra 90'erne.