Coop lukker 16 butikker: Flere i Midt- og Vestjylland

Omkring 300 medarbejdere berøres af lukninger.

20160625-145239-a_45mb.jpg
Foto: Preben Madsen / Ritzau Scanpix

Coop lukker 15 Dagli'- og LokalBrugser over hele landet. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Udover de 15 butikker lukker Coop også Brugsen på Amagerbrogade i København.

De ramte butikker har gennem en årrække givet underskud, lyder forklaringen.

- Det er butikker, der giver betydelige underskud og hvor vi gennem flere år har kæmpet for at vende udviklingen. Men i år har butikkerne samlet set desværre forstærket den negative udvikling, trods en stor indsats fra medarbejdernes side. Vi ser derfor ikke flere muligheder for at drive dem videre, siger kædedirektør i Dagli'Brugsen Torben B. Andersen i pressemeddelelsen.

Cirka 300 medarbejdere berøres af lukningerne. Coop oplyser, at man forsøger at skaffe dem arbejde andre steder i Dagli´Brugsen eller en af Coops øvrige kæder.