BSH brugte spiller ulovligt - nu må han ikke spille resten af sæsonen

Bjerringbro-Silkeborg er taberdømt i tre kampe, da klubben har anvendt Sasser Sonn, der ikke var spillerberettiget. Stregspilleren må ikke spille mere i denne sæson.

Sasser Valde Helveg Sonn så med fra tribunen, da BSH slog Skjern i tredjesidste runde af grundspillet.
Sasser Valde Helveg Sonn så med fra tribunen, da BSH slog Skjern i tredjesidste runde af grundspillet.
Foto: TV 2 Sport

20-årige Sasser Valde Helveg Sonn har kun været på banen få minutter for BSH i denne sæson, men har alligevel tiltrukket stor opmærksomhed.

Desværre for ham er det af negativ karakter, da BSH har begået en administrativ fejl med ham. Efter et lejeophold i Lemvig-Thyborøn vendte han ved årsskiftet retur til BSH et halvt år før tid, men klubben havde ikke spillercertifikatet på plads.

Derfor er BSH blevet taberdømt i de tre kampe, hvor han har fået spilletid, mens KIF Kolding, TMS Ringsted og TTH Holstebro alle er tildelt to point. En dom, BSH har anket.

Fejlen har dog også store personlige konsekvenser for Sasser Valde Helveg Sonn. Han skal nemlig sidde på tilskuerrækkerne resten af sæsonen.

- Det er super trist. Man kæmper for at være med på bænken for at få de minutter, som man forhåbentlig fortjener. Så det er super bittert at sidde derude og have kæmpet hele sidste sæson og i Lemvig for den sags skyld for at komme tilbage og stå skarpest muligt.

- Men der er ikke andet for end at kæmpe videre og så være den skarpeste version af mig selv næste sæson, siger Sasser Valde Helveg Sonn til TV 2 SPORT.

Også TV 2 SPORTs ekspert Claus Møller Jakobsen ærgrer sig over, at den administrative fejl koster stregspilleren resten af sæsonen.

Hvis det stod til ham, skulle de turneringsansvarlige overveje at gøre en undtagelse for det 20-årige talent.

- Det er svært at finde ord for. Det er utroligt bittert for Sasser Sonn. Han er jo uskyldig – det er ikke hans fejl. Det er klubben, der har glemt at registrere det, og det er på ledelsesgangen i BSH, at fejlen ligger.

- Jeg synes, man er nødt til at kigge på det – kan man lave en dispensation i det her tilfælde? Han står nu i marts måned og kan ikke spille før næste sæson. Det synes jeg, der er dybt uretfærdigt, forklarer Claus Møller Jakobsen.

Sådan hænger reglerne sammen

Sasser Valde Helveg Sonn må hverken spille for Bjerringbro-Silkeborg eller Lemvig-Thyborøn resten af sæsonen.

Det skyldes, at det i marts blev opdaget, at BSH ikke havde fået sendt papirerne på stregspilleren til DHF i tide - det skulle være gjort inden den 15. februar.

Heller ikke Lemvig-Thyborøn, som stregspilleren var udlejet til i første halvdel af sæsonen, må han tørne ud for længere. Det skyldes, at der ligger en opsigelse af lejeaftalen.

- Reglen blev lavet for at sikre klubberne ikke kunne forstærke sig markant eller hente gamle legender tilbage op mod et slutspil. Det rammer så den unge spiller i det her tilfælde, forklarer Frank Smith, der er turneringsansvarlig.

- En hård straf

Sasser Valde Helveg Sonn har været indkaldt til samling med U21-landsholdet og har spillet flere Y-landskampe.

Men nu må stregspilleren altså nøjes med at træne med indtil sommer, mens kamperfaring på højeste plan må vente.

- Jeg synes, det er en hård straf for noget, jeg ikke selv har haft mulighed for at være en del af. Så det er selvfølgelig mega ærgerligt, men jeg tager det lidt med oprejst pande og ser, hvordan det kommer til at gå.

- Det er selvfølgelig hårdt at gå igennem, men indtil videre har alle bakket super op og været forstående over for situationen, fortæller han.

Stregspilleren forklarer, at han de seneste uger har svaret på mange spørgsmål fra venner og familie, om hvorfor han sidder bag bænken.

Lige efter dommen kom, frygtede han, at han kunne være skyld i kaosset i BSH, men det fik han hurtigt afkræftet. Det ændrer dog ikke på, at han ærgrer sig over at være blevet centrum for hele sagen.

- At jeg - ikke ligefrem som nøglespiller - kommer ind og kan gøre, at vi taber de her kampe. Det er jo forfærdeligt, og jeg ville egentlig hellere have de seks point end spilletid i resten af sæsonen, siger Sasser Valde Helveg Sonn.

BSH er aktuelt nummer fire i herreligaen, hvor der resterer to runder af grundspillet.