Bliv hjemme i julen, lød rådet - og mange danskere har lyttet

Danskernes rejseaktivitet på tværs af kommuner er dykket i december og kan være på vej mod samme lave niveau som under forårets nedlukning.

De danske rejsekort har sandsynligvis været færre gange i brug op til jul end normalt (arkivfoto)
De danske rejsekort har sandsynligvis været færre gange i brug op til jul end normalt (arkivfoto)
Foto: Sara Gangsted

Mens antallet af indlæggelser som følge af covid-19 stiger på hospitalerne, nærmer julen og nytåret sig hastigt.

Gentagne gange har myndigheder og eksperter i december derfor opfordret danskerne til at begrænse deres sociale liv, se færre mennesker og blive hjemme for at nedbringe smitterisikoen.

Trods højtiden, der normalt byder på ekstraordinær stor rejseaktivitet, tyder det på, at mange danskere lytter til myndigheder og eksperter.

Data fra tre store mobiloperatører viser nemlig, at danskernes rejseaktivitet på tværs af kommuner i øjeblikket falder markant.

Sammenlignet med 6. december – hvor regeringen varslede nye restriktioner for først hovedstaden og siden størstedelen af landet – var der 21. december omkring 30 procent færre antal rejser mellem kommuner, viser tallene.

Sune Lehmann er professor ved DTU Compute og har sammen med et hold forskere samlet og behandlet data fra de tre mobiloperatører, og konklusionen er klar:

- Det ser ud, som om restriktioner og anbefalinger virker, siger Sune Lehmann.

Rejser på tværs af kommunegrænser for hele Danmark sammenlignet med februar:

Baseret på anonym netværksdata fra tre store danske mobiloperatører. Sammenligningsgrundlaget er februar i 2020, inden Danmark lukkede ned første gang. Kilde: HOPE Project og DTU Compute
Baseret på anonym netværksdata fra tre store danske mobiloperatører. Sammenligningsgrundlaget er februar i 2020, inden Danmark lukkede ned første gang. Kilde: HOPE Project og DTU Compute
Foto: TV 2

DSB og Vejdirektoratet oplever fald i trafik

Dagene op til jul er ifølge DSB og Vejdirektoratet traditionelt set nogle af de travleste dage på året, men i år ser det altså ud til, at danskerne i langt højere grad holder sig hjemme.

Informationschef i DSB Tony Bispeskov melder således om, at der i december har været under det halve antal passagerer med toget sammenlignet med sidste år.

- I julen er vi vant til at slå rekorder. Men i år handler rekorden ikke om høje antal passagerer. I år slår vi rekorder for, hvor få passagerer vi har, siger han.

Ifølge en pressemeddelelse fra Transportministeriet tirsdag har DSB i uge 51 haft næsten 26.000 aflysninger af togbilletter og 24.000 ugen før.

Hos Vejdirektoratet ser man samme tendens. Trafikken på de store veje ligger i øjeblikket 20 procent lavere sammenlignet med samme periode sidste år, lyder det.

- Vores tal indikerer, at antallet af personbiler lige nu er langt mindre, mens lastbiltrafikken ligger på niveau med sidste år, siger afdelingschef Kasper Rosenstand.

Særligt 23. december plejer at være en af årets helt store rejsedage, men også denne dag tror Kasper Rosenstand bliver anderledes, end traditionen tilskriver.

- Nu skal jeg passe på med at gætte, men vi regner da med, at mange bliver hjemme og holder jul, siger han.

Minknedlukning ses tydeligt i tallene

Forskerne fra DTU Compute offentliggør løbende en lang række ny data om danskernes mobilitet under coronapandemien på deres hjemmeside.

Blandt andet tallene, som denne artikel handler om, der er estimerede antal rejser mellem kommuner baseret på anonym data fra danskernes simkort.

Data, der dog ikke kan sammenlignes med data fra tidligere år, da disse slettes af mobiloperatørerne.

- Vi kan derfor ikke sige noget 100 procent sikkert i forhold til sidste år, men vi kan sammenligne med, hvordan det har set ud i løbet af i år, siger Sune Lehmann.

Denne data benyttes også af sundhedsmyndighederne, fordi den giver en god indikation af, om danskerne lytter til myndighedernes anvisninger, og hvor i landet smitten kunne være ved at brede sig til.

Rejser til og fra Hjørring Kommune sammenlignet med februar:

Baseret på anonym netværksdata fra tre store danske mobiloperatører. Sammenligningsgrundlaget er februar i 2020, inden Danmark lukkede ned første gang. Kilde: HOPE Project og DTU Compute
Baseret på anonym netværksdata fra tre store danske mobiloperatører. Sammenligningsgrundlaget er februar i 2020, inden Danmark lukkede ned første gang. Kilde: HOPE Project og DTU Compute
Foto: TV 2

Han fremhæver tallene fra Hjørring Kommune som et godt eksempel på det.

Da regeringen 5. november lukkede flere nordjyske kommuner ned som følge af udbredt smitte blandt mink, kunne udsvinget aflæses på ovenstående graf.

- I Hjørring så man tydeligt, at nedlukningen med begrænsninger over kommunegrænserne virkede, siger Sune Lehmann.

På grafen for Hjørring Kommune ses desuden en stor stigning henover sommeren, der ifølge Sune Lehmann forklares af et stort indryk af turister og sommerhusgæster i den nordjyske kommune.

Nærmer os forårets niveau

På graferne ses det også, hvordan danskernes rejser imellem kommuner gik markant ned under første nedlukning i foråret.

Netop forårets nedlukning er vigtig at se på, når man sammenligner tallene, forklarer Sune Lehmann.

I øjeblikket ligger antallet af rejser nemlig stadig en del højere, end den gjorde under den første nedlukning.

- Men vi begynder lige så stille at nærme os. Man kunne håbe på, at folk bruger jul og nytår til at hygge sig med den lille sociale boble, man har udvalgt sig, så vi ikke øger smitten yderligere, siger han.