Bestseller-direktør donerer 10 mio. kr. til Knæk Cancer

Bestsellers direktør overraskede ved at give et stort millionbeløb til Knæk Cancer. - Jeg har aldrig oplevet det før, siger event- og udviklingschef.

130414_Anders_Holch_Povlsen.jpg

Nogle sms'er husker man bedre end andre. I går fik Nikolaj Koppel én, der gik lige i hjertet. 

Tv-værten sad i callcenteret under Knæk Cancer-indsamlingshowet på TV 2 til fordel for Kræftens Bekæmpelse, og her fik han et opkald og senere en sms fra tøjvirksomheden Bestsellers direktør, Anders Holch Povlsen og hustruen Anne Holch Povlsen.

- De ringede og var ret berørte af den her aften og indsamling og havde et budskab, de gerne ville flette ind i en ret stor donation, fortæller Nikolaj Koppel under showet.

I sms-beskeden stod der: 

- Det seneste år har været særligt vanskeligt for os, idet vores virksomhed har mistet flere dejlige, flittige og værdsatte medarbejdere til kræften. Ligesom mange desværre også har fået konstateret kræft. Derfor vil vi gerne på vegne af vores mange og dygtige kolleger i aften donere 10 millioner kroner til Knæk Cancer. 

Den er god nok

Event- og udviklingschef ved TV 2/Nyhederne, Ulla Pors Nielsen, fortæller, at det er usædvanligt at få så store donationer i callcenteret. Hun mindes ikke, det er sket i den størrelsesorden før, og derfor kom opkaldet fra Bestseller-direktøren lørdag aften som noget af en overraskelse.

- Jeg har lavet mange indsamlinger, men aldrig oplevet det her før. Store donationer er ofte aftalt på forhånd, men de her ringede bare. Nikolaj Koppel talte med dem, men vi var jo i tvivl, om det kunne være rigtigt. Så vi verificerede opkaldet, og den var god nok, fortæller hun. 

I alt blev der givet 163.140.992 kroner til fordel for Kræftens Bekæmpelse - hvilket er rekord for de fem år, der har været sendt Knæk Cancer.

1:50
Bestsellers direktør ringede lørdag aften inder under TV 2's store Knæk Cancer-indsamlingsshow for at donere 10 mio. kroner.