25,8 grader - vi har årets anden sommerdag

Sommervarme strømmer fortsat op over Danmark med temperaturer på 20 til 25 grader i store dele af landet.

Sommer
Foto: Kristian Brasen / Ritzau Scanpix

Sommervarme strømmer fortsat op over Danmark med temperaturer på 20 til 25 grader i store dele af landet.

Sommervejret har for alvor ramt Danmark her midt i foråret, og for anden dag i træk er der blevet målt over 25 grader et sted i Danmark. Dermed har vi den anden sommerdag i træk, hvilket er højst usædvanligt på denne tid af året.

Mellem klokken 12.40 og 12.50 viste det officielle termometer i Karup i Midtjylland for første gang over 25 grader i stort set skyfrit vejr, mens man i store dele ned gennem det centrale Jylland havde man omkring 24 grader.

Senere målte man 25,8 grader i Karup, mens termometret på flyvepladsen ved Holbæk på det nordvestlige Sjælland også registrerede en sommerdag med 25,3 grader. I Roskilde nåede man lige præcis 25,0 grader.

Og bortset fra de mest kystnære områder har man først på eftermiddagen over 20 grader i det hele landet.

Dermed har varm luft fra Mellemeuropa i kombination med et højtryk endnu en gang givet os en smuk forårsdag med decideret sommervejr - mindre end tre uger efter, at vi havde snevejr i Danmark.

Det solrige og varme vejr slog for første gang til i går, da man i løbet af eftermiddagen målte 26,7 grader. Her var det også i Karup, at man målte den højeste temperatur.

Vejret er vendt på hovedet

Sommervarmen på denne tid af året er usædvanlig, for vi skal 54 år tilbage for at finde en meteorologisk sommerdag tidligere på året. Desuden var gårsdagens vejr varmere, end noget vi kunne præstere hele sidste sommer. Her nåede temperaturen på intet tidspunkt i sommermånederne over 26,6 grader ved de officielle vejrstationer i Danmark.

At vi kan have det så varmt på denne tid af året skyldes, at hele vejrmønstret over Europa er vendt på hovedet på grund af et solidt højtryk over Mellemeuropa. Dermed kunne vi i går præstere varmere vejr end i både Grækenland og Tunesien.

Og selv i Malaga i Sydspanien havde man ikke mere end 21 grader, da det var varmest.

Varmen er dog ikke bestandig i denne omgang, for en tør og stort set skyfri koldfront skubber varmen mod øst, så vi i morgen blot får 13 til 17 grader. Hvilket dog stadig er varmere end normalt for årstiden.