Vorupør Boldklub vinder 100.000 kroner – stolt klubformand kan ikke finde ord
Vorupør Boldklub i Thy er blevet kåret til årets danske lokalforening.
De slår sig an på at være Danmarks sjoveste fodboldklub i Vorupør Boldklub, og nu kan de også kalde sig for årets lokalforening. Ikke bare i Thy, men i hele Danmark.
Med titlen følger en pengepræmie til klubkassen på 100.000 kroner.
- Jeg kan ikke finde ordene. Det er helt vildt, at vores lille forening her er blevet årets forening i Danmark. Vi er en by med 500 indbyggere – det er vanvittigt, siger Lars Hyldahl, der er formand i Vorupør Boldklub.
- Jeg har aldrig været så stolt. Jo, da jeg fik min datter. Men det her er det næststørste øjeblik i mit liv, griner han.
Plads til alle og kolde øl
Juryen begrunder valget af Vorupør Boldklub med foreningens store rummelighed. En beskrivelse, der passer godt til klubben, lyder det fra Lars Hyldahl, der gør meget for at få alle med.
- Vi har plads lige meget, om du har spillet fodbold i 10 minutter eller et helt liv. Alle må komme, og alle skal haver det sjovt.
- Vi er ligeglade med, om vi taber 10-0 ude på fodboldbanen, bare øllene er kolde nok. Det hele er bygget op på det sociale.
Vorupør Boldklub har nu planer om at renovere både gulv og loft i klubhuset, mens omklædningsrummene også trænger til en opdatering.
- Og så skal vi nok også have en lille fest, når ellers coronaen tillader det, siger Lars Hyldahl.
I alt har 450 foreninger været tilmeldt konkurrencen.