Vingegaard tror på podieplads i Paris efter andenplads

Jonas Vingegaard erkender, at han nu for alvor ligner en mand til podiet efter sin andenplads på 18. etape.

Jonas Vingegaard ligger efter 18. etape af Tour de France nummer to i klassementet og har nu 2 minutter og 33 sekunder ned til Ben O'Connor (AG2R) på fjerdepladsen.

Det udgangspunkt bør række til mindst en tredjeplads i Paris på søndag, mener danskeren.

- Nu tør jeg godt indrømme, at det ser rigtigt, rigtigt godt ud i forhold til podiet i Paris. Det er helt fantastisk, siger Vingegaard til TV 2 efter torsdagens etape.

Vingegaard, der kommer fra Hillerslev i Thy men nu bor i Glyngøre, kørte over stregen få sekunder efter dagens vinder og den førende rytter, Tadej Pogacar (UAE Emirates).

- Jeg havde ikke rigtigt benene, så jeg er faktisk superglad for at blive nummer to på etapen, siger den danske tourdebutant.

Top fem på dagens etape

Vingegaards amerikanske hjælper, Sepp Kuss, var fremme for at sætte tempo på sidste stigning.

- Det var for at slippe for angreb. Det var for at køre et hårdt tempo, så de andre ikke ville angribe, før vi kom tættere på målstregen, siger Vingegaard og ser frem mod de sidste dage:

- I morgen (fredag, red.) er der forhåbentligt lidt mere ro på, og forhåbentligt bliver det en sprinteretape. Så er der enkeltstart lørdag, og der handler det bare om at give den fuld gas.

Vingegaard har seks sekunder ned til Richard Carapaz (Ineos) på tredjepladsen og altså godt to et halvt minut til Ben O'Connor på fjerdepladsen.

Wilco Kelderman (Bora) på femtepladsen er lidt mere end tre minutter efter Vingegaard.