Vil omdanne Hanstholm Havn til aktieselskab

Hanstholm Havn skal være et aktieselskab, mener havnens bestyrelse. Kommunalbestyrelsen tager stilling til spørgsmålet i aften. (Arkivfoto)

280415Hanstholmhavn.jpg

Står det til bestyrelsen i Hanstholm Havn, så skal havnen gå fra at være en kommunal selvstyrehavn til at være et aktieselskab. Bestyrelsen mener, at det er nødvendigt for at få den udvidelse, som havnen længe har kæmpet for.

Det er ikke lykkedes at få staten til at betale for de to nye ydermoler, som er afgørende for udvidelsen af Hanstholm Havn. Derfor vil havnebestyrelsen have omdannet havnen til at være et aktieselskab, så det er muligt at få privat kapital tilført til projektet. Bestyrelsens vurdering er, at det er afgørende for den store havneudvidelse.

Om havnen skal omdannes til aktieselskab bliver behandlet på et kommunalbestyrelsesmøde i Thisted i aften.