Vaskerobot blev en succes da smeden og sælgeren slog sig sammen

Smed Jakob Søndergaard indledte et samarbejde med Glenn Pedersen - og sammen fik gang i salget hos Wash Power i Thy.

9:01
Vaskerobotten fra Thy er udviklet til at spule svinestalde rene. Se Fast Arbejde fra Wash Power her.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

En god idé gør det ikke alene, hvis man skal have succes i erhvervslivet.

Det ved Jakob Søndergaard fra Gl. Bedsted i Thy alt om. 

For syv år siden opfandt han en vaskerobot, der kan spule svinestalde rene og dermed lette hverdagen for mange landmænd. Men idéen var i fare for at samle støv på hylderne. Jakob Søndergaard er nemlig smed - og ikke sælger.

- Hvis man udvikler noget, har man løst 20 procent af opgaven. De sidste 80 procent er at få den markedsført, konstaterer han. 

Vaskerobotten fra Thy blev først for alvor en salgssucces, da Jakob Søndergaard for tre et halvt år siden indledte et samarbejde med Glenn Pedersen, der blev hyret som konsulent. Hans opgave blev at sætte gang i salget, og smeden og marketingmanden viste sig at være et godt makkerpar. 

Fik to og to til at give fem

- Vi var meget forskellige. Det han ikke kunne, det kunne jeg. Og det jeg ikke kunne, det kunne han. Så fik vi fik den der synergi, hvor man populært sagt får to og to til at give fem, siger Glenn Pedersen, der nu også er indehaver af firmaet.

Virksomheden begyndte som Jakobs Smedje, men skiftede i 2016 navn til Wash Power - et navn der gør sig bedre på det udenlandske marked. Og det er nødvendigt, for firmaet fra Thy satser hårdt på at øge eksporten. 

- Langt størstedelen af væksten skal komme fra eksport. Der er en mætningsgrad på det danske marked, og hvis vi gerne vil mere end det, så skal vi have mere eksport, siger Glenn Pedersen.

Glenn Pedersen (tv) og Jakob Søndergaard (th) er i dag partnere i Wash Power.
Glenn Pedersen (tv) og Jakob Søndergaard (th) er i dag partnere i Wash Power.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST