Unikt projekt i Thisted: Farvel til ensomme ældre

Ny landsby ved Thisted får hovedrolle i et forskningsprojekt med mål om at minimere ensomhed og fremme fysisk og psykisk sundhed blandt ældre og syge.

Chefkonsulent Claus Kjærboe Lundholm forventer, at projekter i stil med Landsbyen vil dukke op andre steder i landet i løbet af de kommende år.
Chefkonsulent Claus Kjærboe Lundholm forventer, at projekter i stil med Landsbyen vil dukke op andre steder i landet i løbet af de kommende år.
Foto: VIA Kommunikation

Gamle og syge bør bo og leve mere integreret med det øvrige samfund, end det typisk er tilfældet i dagens Danmark.

Det er filosofien bag et helt unikt kulturprojekt kaldet Landsbyen, som netop nu er ved at tage form ved Thisted i Nordvestjylland. Det skriver VIA University College i  en pressemeddelelse.

Her er lokale initiativtagere ved hjælp af donationer fra fonde, virksomheder og private borgere godt på vej til at skaffe finansiering til at skabe et område, hvor der bliver etableret boliger til ældre og demente samt hospice. Der bliver tale om 8 ældreboliger og 24 plejeboliger, som efter planen skal stå klar til indflytning fra 2019.

Bred vifte af faciliteter

1:37
17. oktober 2017: Se tidligere indslag om fremtidsplaner for Oticon.

Desuden kommer Landsbyen til at rumme en række faciliteter, som også borgere fra det omkringliggende samfund efter planen vil benytte – blandt andet lægehus, kantine, café, kiosk, frisør, kontorarbejdspladser, fitnessklub, sportshal, mødelokaler, værksteder, haver, legeplads og petanquebaner.

Projektet er så eftertragtet, at mange ældre allerede nu vil på venteliste til en bolig i Landsbyen.

Landsbyen bliver indrettet på et 10.000 kvadratmeter stort område, hvor Oticon i generationer har drevet høreapparatfabrik. I 2018 flytter Oticon imidlertid sin produktion ved Thisted til Polen, og virksomheden har i den forbindelse hjulpet økonomisk med at realisere projekt Landsbyen og ombygge Oticons bygninger til blandt andet ældreboliger.

Har vakt ministerens interesse

Landsbyen beløber sig i etableringsomkostninger til op mod 60 millioner kroner, og projektet ledes af en bestyrelse med repræsentanter for lokale foreninger.

Socialminister Mai Mercado har udtrykt stor interesse for det nordvestjyske kulturprojekt. Ministeren har tilkendegivet, at hun finder det rigtig godt og vigtigt med nye former for boliger og inklusionsprojekter for ældre og syge.

- Visionen med Landsbyen er at komme tilbage til de gamle dyder. I Landsbyen kommer fællesskab og sammenhold i højsædet, og der vil være fokus på, at mennesker er noget i kraft af hinanden. Det skal være et sted med plads til alle typer og forskellige aldersgrupper, og hvor alle hjælper hinanden og dagligt hilser på hinanden. Tryghed, nærvær og samhørighed bliver nøgleord, forklarer Tina Holst Severinsen, der er direktør for den sundhedsmæssige del af Landsbyen og har en baggrund som sygeplejerske og plejehjemsleder.

Skal selv give en hånd med

Det er tanken, at de ældre beboere og borgerne i området vil byde ind på at give en hånd med som frivillige i eksempelvis kantinen, caféen og hobbyværkstedet i Landsbyen. Målet er at inddrage civilsamfundet og at tænke hinanden ind i hverdagen i Landsbyen.

- Devisen er, at vi skal have blik for de ressourcer, det enkelte menneske har uanset skavanker – for på den måde at inkludere alle bedst muligt i landsbylivet. Vi ønsker at skabe kvalitetsliv og aktiviteter, som gør, at vi interagerer meget mere med hinanden end tidligere set og gjort andre steder. På den måde vil vi minimere ensomhed og fremme både fysisk og psykisk sundhed, understreger Tina Holst Severinsen.

Profit er ikke målet

2:09
17. august 2016 : I dag fik 210 medarbejdere hos Oticon i Thisted besked om, at deres fremtid ikke længere ligger i Thy.

Elisa Hove de Lasson, der er direktør for bygningsdelen i Landsbyen og har en baggrund som markedsføringsøkonom og projektleder, fortæller, at Landsbyen opbygges som et socialøkonomisk projekt.

Landsbyen vil blive drevet på markedsvilkår, men eventuelt overskud går tilbage til de målgrupper, der er i fokus i projektet. Målet er altså ikke at opnå profit, men at sikre social succes for beboere, borgere og foreninger i lokalområdet og at skabe en positiv social forandring i samfundet.

Forskere følger unikt tiltag

Landsbyen er et så unikt tiltag, at det bliver genstand for forskning. Center for Ledelse & Organisationsudvikling ved professionshøjskolen VIA University College vil således i de kommende år følge Landsbyen tæt for at belyse samfundsmæssige aspekter ved projektet og opsamle viden og erfaringer.

Eksempelvis bliver det en hidtil uprøvet form for organisering, der bliver taget i brug i Landsbyen, da projektet er det første af sin art i Danmark.

Der vil i Landsbyen ligeledes blive inddraget nye arbejdsmetoder for personalet i forhold til pleje og omsorgsydelser til beboere. Og der vil blive afprøvet nye former for velfærdsteknologi, der er til gavn for mennesker med plejebehov – eksempelvis demente.

45 medarbejdere

1:53
23. august 2016: En flok lokale ildsjæle vil nu have gang i nogle af de gamle Oticon-lokaler. Med virksomhedens varslede lukning forsvinder omkring 200 arbejdspladser fra Thy. Men borgerne håber nu på at kunne skabe nyt liv.

VIA University College får som partner i projektet også til opgave at kompetenceudvikle ca. 45 medarbejdere, som får deres daglige arbejdsplads i Landsbyen.

- Kurserne vil særligt ruste medarbejderne med kompetencer inden for pleje, organisering, koordinering, borgerinddragelse og brobygning til det omgivende samfund. Den slags kompetencer er der stort behov for i et projekt som Landsbyen, fortæller chefkonsulent Claus Kjærboe Lundholm fra VIA Efter- og videreuddannelse, der er Nordens største udbyder af kompetenceudvikling.

Claus Kjærboe Lundholm forventer, at projekter i stil med Landsbyen vil dukke op andre steder i landet i løbet af de kommende år. Her vil der så kunne blive trukket på de erfaringer fra etablering og drift af Landsbyen ved Thisted, som det kommende forskningsprojekt vil afdække..

Lige nu er fagfolk og studerende fra bygningskonstruktøruddannelsen hos VIA involveret i at udvikle boliger og udendørsarealer, som Landsbyen skal etableres med. Her bliver der samarbejdet med virksomheder, der har udviklet nye og alternative løsninger til eksempelvis boligindretning, så Landsbyen hele vejen igennem bliver noget for sig selv.