Ungt racerkører-talent deltager i løb i Le Mans

Det legendariske løb, 24 Timers Le Mans, finder sted i denne weekend. Lige inden køres der Road to Le Mans, hvor vestjyske Malthe Jakobsen på 16 år deltager.

Malthe Jakobsen er 16 år, og han debuterer i denne weekend i det prestigefulde løb, Road to Le Mans. Hjemmefra træner han af og til i en simulator. Foto: Lasse Dieckmann, TV MIDTVEST

Malthe Jakobsen på 16 år rejser hver måned Europa rundt for at køre i den europæiske Le Mans-serie i klassen LMP3. Men i denne weekend venter der en særlig udfordring: Thyboen skal som den yngste dansker nogensinde prøve kræfter med den legendariske bane, der huser det 24 timer lange løb: Le Mans.

- Det er en drengedrøm, der går i opfyldelse. Det har jo hele tiden været målet først og fremmest at blive professionel racerkører og så komme til at køre Le Mans, siger Malthe Jakobsen, der kører for RLR Msport.

Læs også FC Midtjylland tvunget til at ændre planer: Må afvise fans i døren

Til hverdag er der ikke helt så meget fart over feltet. Han er nemlig sideløbende med racerkarrieren i lære som industritekniker i Thisted.

- Min mor har altid sagt, at jeg skulle sørge for at få en uddannelse. Og jeg er endnu ikke nået så langt, at man kan leve af at køre ræs, siger Malthe Jakobsen.

Den bil, han konkurrerer i, har 450 hestekræfter, men når man kun er 16, må man nøjes med en knallert som transportmiddel til og fra arbejde, og den lidt længere rejsetid, som knallertens topfart på 30 kilometer i timen giver, bliver brugt for at tænkte på næste løb.

Generelt er målet at få så meget erfaring med hjem dernede fra som muligt, som man forhåbentlig kan komme til at bruge senere hen i sin karriere

Malthe Jakobsen, racerkører, RLR Msport

Det er helt nøjagtig løbet Road to Le Mans, som er et opvarmningsløb til det legendariske 24-timers løb, der køres i denne weekend, og det er stort at være med til.

- Alle de chancer, man får, for at køre på den berømte Le Mans-bane, det er en chance, man skal tage. Så at Malthe får den i en alder af bare 16 år, det er ret stort, siger Morten Dons, der er manager og coach for det unge talent.

Læs også Begyndte i bilbranchen for 32 år siden: I dag omsætter han for milliarder

Malthe Jakobsen er netop nu i Le Mans i Frankrig, og selvom han naturligvis håber på at klare sig godt, så er slutplaceringen ikke nødvendigvis det vigtigste,

- Det er svært at sige rent resultatmæssigt, hvad målet er, men generelt er målet at få så meget erfaring med hjem dernede fra som muligt, som man forhåbentlig kan komme til at bruge senere hen i sin karriere, siger racerkøreren til TV MIDTVEST.

En dag drømmer Malthe Jakobsen om at blive professionel i den klasse, der hedder i LMP1. For alle os der ikke er motorsportseksperter, så er det den samme klasse som racerkøreren Tom Kristensen kørte i.