Ung mand fløjet på hospitalet efter voldsomt uheld

Ung mand blev alvorligt kvæstet, efter at han kørte galt mellem Thisted og Fjerritslev.

Laegehelikopter_landet.jpg

En 20-årig mand fra Salling blev natten til tirsdag fløjet til Aalborg Universitetshospital, efter at han kørte galt på Aalborgvej mellem Vesløs og Øsløs. 

Ifølge politiet i Thisted røg mandens højre hjulpar ud i rabatten. Han forsøgte at rette op, men endte i stedet i grøften på den modsatte side af vejen. 

Den unge mands bil røg gennem et område med flere træer og endte på siden. Han blev klemt fast i bilen ved trafikulykken, hvor han delvist fik revet et øre af og pådrog sig flere andre skader. Det skriver Nordjyske.dk. 

Ifølge politiet i Thisted er den unge mand uden for livsfare.