Ukendt kvinde påkørt af tog

Politiet efterlyser personer, der kan identificere en død kvinde. Hun blev påkørt af et tog ved Oddesund tirsdag eftermiddag.

Udrykning-naer050712.jpg

Klokken 15.04 i går eftermiddag blev en kvinde påkørt af et tog ved et sving, lige før Oddesundbroen. Det skete, da kvinden krydsede banelegemet syd for broen til fods, og politiets teori er at det enten var selvmord eller en ulykke.

Kvinden døde på stedet ved sammenstødet.

Hvem kender kvinden

Der er imidlertid ingen, der ved, hvem kvinden er, så nu efterlyser politiet personer, der kan hjælpe med at sætte navn på den dræbte.

Signalement

Kvinden er 35-55 år, hun er kraftig og har halvlangt, flerfarvet hår. Hun var iført en mørk jakke med hætte med pelskant og sorte bukser med snøre forneden. På fødderne havde hun grønne gummistøvler med lysebrun sål i størrelse 41. Kvinden havde også en ring på hver hånd, den ene er med to delfiner, den anden med tre smalle ringe i een ring, en i guld, en i sølv og en i bronze.

Den ukendte kvinde ligger i øjeblikket på kapellet i Holstebro. Politiet kan kontaktes på telefon 114.