Uheld førte til uheld på Mors

Harmonikasammenstød efter uheld - politiet kritiserer bilisterne for ikke at være tilstrækkeligt opmærksomme på rute 26.

221110_Uheld.jpg

Et uheld kommer sjældent alene.

Torsdag morgen blev der meldt om tre trafikuheld på rute 26 på Mors - to af uheldene skete, mens politi og redningsfolk arbejdede på stedet efter det førte uheld, og vagtchef Keld Nedergaard fra Midt-og Vestjyllands Politi løfter en advarende pegefinger over for trafikanterne.

- Man må konstatere, at bilisterne ikke har været tilstrækkeligt opmærksomme. Når der sker et uheld, og der er politi og redningskøretøjer på stedet, skal man selvfølgelig sætte hastigheden ned og udvise agtpågivenhed, siger Keld Nedergaard til tvmidtvest.dk.

Harmonikasammenstød

Det første uheld på rute 26 skete klokken 7.37, da to biler kørte sammen. Og mens redningsfolkene arbejdede på stedet, skete der et harmonikasammenstød med fire eller fem biler.

Men dermed var det ikke slut. Da en bilist senere ville holde tilbage for Dansk Autohjælp, blev han påkørt bagfra.

Der blev meldt om to tilskadekomne ved det første uheld og en ved det tredje - ifølge politiet skulle der ikke være tale om alvorlige kvæstelser.

Torsdag morgen skete der også et uheld på rute 11 ved Thisted, da en bilist ikke overholdt sin vigepligt og kørte fra Kronborgvej ud på hovedvejen.