Udlændingepolitik fik tidligere S-borgmester til at droppe partiet - nu slutter lokalformand sig til kritikken

Efter 40 år som medlem og en periode som borgmester er det slut med at repræsentere Socialdemokratiet for Ejner Frøkjær. Partiets udlændingepolitik er blevet for højreorienteret, lyder det. Og den holdning er han ikke ene om.

2:38
Socialdemokratiets udlændingepolitik er blevet for stram ifølge lokalforeningen i Thistedn og en tidligere borgmester
Foto: Mathias Svold - Ritzau Scanpix

Ejner Frøkjær er for mange nordvestjyder et velkendt navn. Han er tidligere socialdemokratisk borgmester i det daværende Hanstholm Kommune, og han har været aktivt medlem i samme parti i 40 år.

Men nu er det slut. Han er ikke længere medlem af regeringspartiet.

- Der er sket en stor højredrejning af partiets politik på udlændingeområdet. Efter at have kæmpet internt i mange år så jeg ikke anden udvej end at melde mig ud af Socialdemokratiet, siger Ejner Frøkjær til TV MIDTVEST.

Partiets indvandrerpolitik har fyldt meget de seneste år. Flygtningekriser og debatten om de danske børn i syriske fangelejre er noget af det, der har fået Ejner Frøkjær til at overveje sin position som medlem af partiet.

Og i foråret fik han så nok.

- Mattias Tesfaye (S) (udlændinge og integrationsminister, red.) stod frem og fortalte, at nu var der kommet nye regler på statsborgerskabsområdet. Sammen med de borgerlige partier havde man strammet endnu en gang, så for eksempel også betingede domme gjorde, at man i al evighed var afskåret fra at blive dansk statsborger. Det kunne jeg slet ikke med, siger Ejner Frøkjær.

Den nu tidligere socialdemokrat har været vigtig for partiet i lokalområdet, og i lokalforeningen ærgrer de sig over hans exit.

- Det beklager jeg da. Jeg sætter stor pris på Ejner og betragter ham som en god socialdemokrat, siger Preben Bust Dahlgaard, der er formand i Socialdemokratiet i Thisted-kredsen.

True med at gå eller true med at blive

Ejner Frøkjær fortæller, at han de seneste år har kæmpet for at ændre partiets politiske linje på indvandrer- og flygtningeområdet, men nu kaster han håndklædet i ringen.

Og selvom Preben Bust Dahlgaard godt kan genkende de udfordringer, den tidligere borgmester mener, partiet har, så kunne han ikke finde på at springe fra.

- Jeg kan godt følge ham et stykke hen ad vejen, og de tanker kan jeg også selv have. Men i stedet for at true med at gå, så vil jeg hellere true med at blive, for jeg synes, der er noget, vi skal have snakket om internt, siger han til TV MIDTVEST og fortsætter:

- Jeg kan kun opfordre til, at hvis partimedlemmerne føler, de har noget på hjerte, at de så kæmper indadtil og påvirker indadtil, hvis skruen bliver strammet for meget. Og jeg synes også, at skruen er strammet for meget.

Både Ejner Frøkjær og Preben Bust Dahlgaard mener, at den gradvist strammede indvandrerpolitik er opstået hos Socialdemokratiet for at hente stemmer fra højrefløjspartier som Dansk Folkeparti.

Preben Bust Dahlgaard
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Og den tilgang har de blandede følelser omkring.

- Vi kan jo konstatere, at det her er politisk pragmatisme. Socialdemokraterne har ikke vundet valg i mange år på grund af flygtningepolitikken. Det at være regeringsbærende betyder jo, at man nogle gange må tage det sure med det søde, siger Preben Bust Dahlgaard.

- Det giver mening, at man i et parti lægger nogle linjer og søger indflydelse. Socialdemokratiet valgte så at appellere til mange DF-vælgere, og det var ikke i overensstemmelse med mine holdninger. Man skal bære sine holdninger, og man skal ikke have magten for enhver pris, siger Ejner Frøkjær til TV MIDTVEST.

På Christiansborg er Rasmus Stoklund (S) ikke overrasket over, at der er uenighed i den politiske linje på udlændingeområdet.

Også selvom kritikken kommer fra deres eget bagland.

- Selvfølgelig er alle socialdemokrater ikke 100 procent enige om alting, men det ville også være underligt i et parti med 35.000 medlemmer, siger Rasmus Stoklund, der er udlændinge- og integrationsordfører i Socialdemokratiet.

Og kritikken kommer ikke til at betyde, at partiet vil lægge deres politiske linje om. 

- Vores udlændingepolitik ligger fast. Danmark kan ikke holde til at fortsætte den indvandringspolitik, som man har ført siden 80erne, og derfor skal vi føre en stram udlændingepolitik i Danmark, siger Rasmus Stoklund (S).

Med sine 72 år behøver Ejner Frøkjær ikke at tænke på, hvad han nu skal lave rent professionelt.

Men han er og bliver en ildsjæl, og derfor skal nordvestjyderne ikke forvente, at de har hørt det sidste til den gamle borgmester i Hanstholm.

- Jeg er politiker i bund og grund, så jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at blande mig i debatten. Jeg bliver ikke medlem af et nyt parti lige foreløbig, men jeg giver min mening tilkende, siger Ejner Frøkjær.