To uden for livsfare efter bilulykke

To mænd er nu meldt uden for livsfare, efter de i går kørte frontalt ind i hinanden på Aalborgvej ved Østerild. (arkivfoto)

Laegehelikopter150713.jpg

Det så særdeles alvorligt ud, da to mænd tirsdag kl. 16:43 kørte frontalt sammen på Aalborgvej mellem Thisted og Fjerritslev. Især den ene af de to bilister - en 54-årig mand - var  ilde tilredt, men Thisted lokalpoliti kan onsdag formiddag fortælle, at manden nu er stabil.

- Lægerne har opereret på ham hele natten, men jeg har lige fået at vide, at hans tilstand nu er stabil, og at han er uden for livsfare, forklarer Henrik Jensen, der er politiassistent ved Thisted lokalpoliti.

Den 54-årige blev fløjet med lægehelikopter til sygehuset i Aalborg, mens ulykkens anden part - en 22-årig mand - blev kørt til Aalborg i en ambulance med politieskorte. Den 22-årige mand er ligeledes uden for livsfare og var allerede tirsdag aften ved bevidsthed.

Årsag endnu ukendt

En bilinspektør har arbejdet på stedet for at klarlægge årsagen, men politiet kan endnu ikke konkludere noget endeligt.

- Foreløbigt ved vi, at den 54-årige mand tilsyneladende er trukket over i den modsatte vejbane, hvor der er sket et frontalt sammenstød. Men vi ahr ikke kunnet snakke med manden endnu, så vi kan selvfølgelig endnu ikke sige noget om, hvorfor det er sket.

Sådan forklarer politiassistent Henrik Jensen, der nu afventer de tekniske erklæringer fra bilinspektøreren.