Ubeboet stuehus raseret af voldsom brand

Det lykkedes brandfolkene at forhindre, at ilden spredte sig til en stald med svin. Årsagen til branden er stadig ukendt.

Alarmen fra Stenbjergvej lød klokken 21.27.
Alarmen fra Stenbjergvej lød klokken 21.27.
Foto: Øxenholt foto

Et stuehus på Stenbjergvej i Thy blev søndag aften raseret af en voldsom brand.

Alarmen lød klokken 21.27, og i første omgang blev brandfolkene fra Nordjyllands Beredskab i Hurup sendt til adressen, men flammerne havde så godt fat, at der senere blev sendt assistance fra stationen i Thisted.

Stuehuset er ubeboet, men der går svin i en af de andre bygninger på adressen, og brandfolkene koncentrerede derfor indsatsen om at forhindre, at branden spredte sig til de andre bygninger. 

Det lykkedes trods den kraftige blæst, og hverken mennesker eller dyr kom til skade, oplyser beredskabet.

Stuehuset stod til gengæld ikke til at redde, og nu venter så arbejdet med at finde ud af, hvorfor branden opstod.

- Det eneste, der var tændt i stuehuset, var tilsyneladende en transistorradio. Den var sat til at give lyd for at holde måren væk, men om det er forklaringen, skal vi nu have undersøgt nærmere, siger vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch.