Truede med kniv og halsgreb

Politiet måtte natten til søndag rykke ud til værtshus-tumult i Thy, da en ung mand blev truet på livet.

Det var her på pusterummet i Hurup, en ung lokal mand blev truet med kniv og halsgreb.
Det var her på pusterummet i Hurup, en ung lokal mand blev truet med kniv og halsgreb.
Foto: Google Street View

Sent lørdag aften var der tumultagtige tilstande på værtshuset Pusterummet i Hurup.

Det udviklede sig pludseligt dramatisk, da en 29-årig mand truede en 20-årig lokal mand på livet.

- Han trak kniv, og så tog han halsgreb på den 20-årige, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, René Pagh.

Hvad, der førte til uoverensstemmelserne på værtshuset lidt efter midnat natten til søndag, er endnu uvist.

Den 29-årige, som ikke er lokal, blev søndag fremstillet i grundlovsforhør sigtet for trusler på livet.

Han er blevet varetægtsfængslet i 4 uger og skal anbringes i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling, oplyser  vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Nielsen.

Opdateret kl. 18.21 med oplysninger om varetægtsfængsling.