Trods dramatisk afslutning: Steinfath i mål efter knap 11 timer på havet

Efter knap 11 timer og 123 kilometer er Casper Steinfath i mål i Bua i Sverige.

Han forlod Grenaa Havn klokken 8.50, og her efter 10 timer og 53 minutter er den 27-årige paddlesurfer fra Klitmøller, Casper Steinfath, i mål i Bua i Sverige. 

- Jeg er glad for at det lykkedes. Ikke mindst fordi, det bare ikke gik, som jeg havde forventet. Kattegat gav modstand, og så er det ekstra fedt at besejre hende, siger Casper Steinfath.

quoteKattegat gav modstand, og så er det ekstra fedt at besejre hende.

Casper Steinfath

For Kattegat gav benhård modstand, da den 27-årige paddlesurfer Casper Steinfath søndag foilede over havet som den første nogensinde.

Steinfath måtte grave dybt i de mentale og fysiske kræfter for at blive den første, der krydsede Kattegat på et såkaldt hydrofoilbræt. Han tilbagelagde de 123 kilometer på 10 timer og 53 minutter.

Brættet er kendetegnet ved, at den t-formede finne bruger vind og bølger til at løfte brættet over vandet og skabe fremdrift, men fem kilometer før målstregen i den lille havneby, Bua, 20 kilometer nord for Varberg, forsvandt vind og bølger. Nu havde Casper Steinfath kun to valg: At give op eller kæmpe sig de sidste kilometer liggende på sit bræt og padle sig ved med hænderne.

quoteJeg var groundet fem kilometer fra kysten, med et par ben uden værdi. Men jeg kunne se min destination, og mine arme virkede stadigvæk, så efter et par timer, kom jeg i land.

Casper Steinfath

Han valgte det sidste.

- Det skete det, som jeg frygtede. Jeg kunne ikke få min foil i gang, så jeg kunne flyve. Jeg var groundet fem kilometer fra kysten, med et par ben uden værdi. Men jeg kunne se min destination, og mine arme virkede stadigvæk, så efter et par timer, kom jeg i land, fortæller Casper Steinfath.

Dermed har han nået sit mål om at være den første nogensinde til at krydse Kattegat på et såkaldt hydrofoilsurfbræt.

Her ses den rute, som Casper Steinfath har tilbagelagt. Screenshottet er taget fra live.tractrac.com.
Her ses den rute, som Casper Steinfath har tilbagelagt. Screenshottet er taget fra live.tractrac.com.

Hydrofoil

Viking Crossing 3.0

Med sig havde Steinfath en større følgebåd med navigatører, livreddere og mediefolk, som skulle dokumentere turen over.

Togtet har fået kælenavnet Viking Crossing 3.0, da det er tredje gang han forsøger at krydse et hav.

I 2017 forsøgte Casper Steinfath at krydse Skagerrak første gang, men måtte give op bare 12 kilometer fra mål.

Året efter havde han lært af sine fejl og padlede de 147 kilometer på godt 18 timer, og nu tager han kampen op med Kattegat.

- Jeg har det som den engelske bjergbestiger Georg Mallory, der blev spurgt, hvorfor han besteg bjergene. Fordi de er der, svarede han. For mig er det helt naturligt at udforske havene omkring os, og hvad vi kan med dem, siger Casper Steinfath.

Se, hvordan det ser ud, når 27-årige Steinfath svæver over Kattegat.