Traktorer fylder vejene: Landmænd kører 900 kilometer for at demonstrere

Mere end 850 landmænd demonstrerer lørdag mod regeringens håndtering af minksagen.

En flok landmænd klar til at demonstrere. Fra venstre: Jesper Dybdahl Bojesen fra Tved, Hans Kristian Kjærgaard fra Nors, Knud Erik Kjærgaard fra Bjerre og Nis Geertsen fra Febbersted.
En flok landmænd klar til at demonstrere. Fra venstre: Jesper Dybdahl Bojesen fra Tved, Hans Kristian Kjærgaard fra Nors, Knud Erik Kjærgaard fra Bjerre og Nis Geertsen fra Febbersted.
Foto: Louise Harkjær Møller, TV MIDTVEST

Traktorer i massevis kommer lørdag til at fylde gaderne i København og Aarhus, når landmænd samles for at demonstrere.

Det er den aktuelle minksag, der har udløst den store utilfredshed, som i dag munder ud i de to demonstrationer, hvor mere end 850 traktorer er tilmeldt.

På arrangementets Facebookside kan man læse, at det især er den manglende lovhjemmel til at aflive samtlige landets mink, der har vakt vrede.

For Hans Kristian Kjærgaard fra Nors er det også det, der har fået ham til at finde traktoren frem og køre med til København.

- Jeg deltager i demonstrationen, fordi jeg ikke synes, vi kan være tilfredse med det, der er sket her den sidste måneds tid med det minkshow. Det er fuldstændig uacceptabelt, så vi bliver nødt til at støtte op om det, siger han til TV MIDTVEST.

440 kilometer i en traktor

Sammen med en håndfuld andre landmænd fra Thisted Kommune er han tidligt lørdag morgen kørt afsted ud på den 450 kilometer lange tur til centrum af København.

- Hvis vi skal overholde loven, så skal politikerne også. Som landmænd hjælper og støtter vi hinanden, og derfor tager jeg med i dag, siger en af de andre landmænd, Jesper Dybdahl Bojesen fra Tved.

De mange hundrede kilometers traktorkørsel, der er nødvendigt for at deltage i demonstrationen, er dog ikke noget, der bekymymrer landmændene.

- Jeg har lige sovet en time, og så har jeg pakket en stor madpakke. Så kan det vel gå, siger Jesper Dybdahl Bojesen med et smil.

Politiet forventer, at demonstrationerne med de langsomtkørende landbrugsmaskiner vil påvirke den øvrige trafik væsentligt. Midt- og Vestjyllands Politi melder dog ikke om nogen trafikale problemer i forbindelse med de mange traktorer, der tidligt i morges kørte ud af landsdelen.

0:30
Hans Kristian Kjærgaard forklarer, hvorfor han synes det er vigtigt at køre til København for at deltage i demonstrationen.