Til kamp mod ukrudtet: Uønskede planter dukker op i Sofies Have

Sofie Kyed er igang med et ægte have-eksperiment. Nu er det tid til at kæmpe mod ukrudt.

Kartoflerne er blevet store, det går godt med spidskålene, og ærterne er på vej.

quoteUkrudt skal nok komme. Det kan altid gro

Carsten Sørensen, økologisk landmand, Villerslev

Journalist Sofie Kyed forsøger at blive selvforsynende med grøntsager i sin have i Klitmøller på blot et år, og på dag 97 i eksperimentet går det godt for mange af planterne, men hun er blevet ramt af en udfordring.

Ukrudtet er begyndt at dukke op i hendes bede.

- Her går det jo meget godt med rødbederne, men det er lidt svært at se, hvad der er rødbede, og hvad der er ukrudt, siger Sofie Kyed og viser sine planter frem.

Frem med hakken

- Ukrudt skal nok komme. Det kan altid gro, siger den økologiske landmand Carsten Sørensen fra Villerslev.

Han hjælper Sofie med at nå sit mål med at få planterne til at gå i den tøre og tilsandede jord i Klitmøller. Han vil nu lære hende at fjerne ukrudt på en med effektiv måde, for indtil nu har hun pillet de uønskede planter op med hænderne.

- Det der med at sidde og rive ukrudt op med hænderne, det kan man gøre i rækkerne. Men imellem rækkerne skal vi gøre det mekanisk med en hakke eller lignende, forklarer han.

Sofie Kyed og Carsten Sørensen.
Sofie Kyed og Carsten Sørensen.
Foto: Henrik Skyt Drivsholm, TV MIDTVEST

Skuffejern eller hakke

Sofie Kyed er ikke erfaren i at have sin egen køkkenhave, og hun ejer derfor hverken hakke eller skuffejern. Derfor har Carsten Sørensen medbragt de to redskaber, så Sofie Kyed kan få lov til at prøve dem af.

quoteDet kan godt være, at man synes, man er foran, fordi der ikke er noget ukrudt. Men jo, der er ukrudt

Carsten Sørensen, økologisk landmand, Villerslev

- En hakke har den fordel, at man kan komme ret tæt på sine rækker med den, forklarer han og fortsætter:

- Et andet redskab, som også er nemt at bruge i de rækker her, er et skuffejern. Man underskærer simpelthen det ukrudt, der er. Det vil sige, at man ødelægger rødderne, forklarer han.

Han fortæller, at selvom haven endnu ikke er fyldt med ukrudt, så er det en god idé, at hun går i gang allerede nu.

- Det kan godt være, at man synes, man er foran, fordi der ikke er noget ukrudt. Men jo, der er ukrudt, slår han fast.

Følg med på Youtube

Du kan følge Sofie Kyeds fremskridt i haven på TV MIDTVEST, når vi sender et program i måneden. Og på vores YouTube-kanal, Haven ved Havet, hvor Sofie Kyed hver uge vil lægge videoer op fra hendes arbejde i haven. 

Du kan også finde alle indslag på vores Play-app