Thy-kro er kommet på prestigefyldt rejseliste: - Et eller andet sted er det jo så uvirkeligt

Thy er i år på New York Times' anerkendte liste over bedste rejsemål, og det glæder en lokal kromand og den regionale turistdirektør.

Stefan Mortensen overtog Stenbjerg Kro efter sine forældre i 2020.
Stefan Mortensen overtog Stenbjerg Kro efter sine forældre i 2020.
Foto: Privatfoto

Der er 6000 kilometer fra New York i USA til Thy i Nordvestjylland, men alligevel er det lille vindblæste område nu endt på en prestigefyldt rejseliste. 

Listen, der er lavet af den store amerikanske avis New York Times, kommer med 52 bud på, hvor man bør rejse hen i 2022, hvis man samtidig vil vide mere om klimaløsninger. Og her er Thy endt på en 27. plads.

Avisen fremhæver blandt andet testcenteret for vindmøller i Østerild og Cold Hawaii ved kysten som nogle af de steder, man bør se, mens øl fra Thisted Bryghus og en ”nationalpark-platte” på Stenbjerg Kro er nævnt som særlige smagsoplevelser, man kan få.

Og på kroen i det lille fiskerleje har man allerede kunnet mærke, at der er flere, der har fået øjnene op for stedet.

- En hel masse har ringet og villet bestille bord, men vi har jo vinterlukket lige nu og åbner først til marts, siger kromand Stefan Mortensen.

Han overtog kroen for to år siden efter sine forældre, der har drevet den siden 1990, og han er stolt af, at familieforetagendet er nævnt på den fornemme liste.

- Et eller andet sted er det jo så uvirkeligt, men det er jo sket. Vi er glade for, at der er nogen, der har fået øje på os, også helt fra USA, siger han.

Nationalparkplatten består blandt andet af rustikke fiskefrikadeller, røget krondyr og økologisk Thybo Ost.
Nationalparkplatten består blandt andet af rustikke fiskefrikadeller, røget krondyr og økologisk Thybo Ost.
Foto: Privatfoto

Små lokale perler

Hos Destination Nordvestkysten har udnævnelsen af Thy som et af de bedste rejsemål i år også givet store smil på læben. 

- Det er jo helt vildt stort. Det er en af de mest anerkendte internationale medier, der vælger at sætte Thy på listen, og så bliver det næsten ikke større, siger Peter Krusborg Pedersen, der er administrerende direktør hos Destination Nordvestkysten.

På kortet her kan du få det fulde overblik over New York Times' anbefalinger til oplevelser i Thy.

Kroejeren kan godt forstå, at New York Times har udpeget de seværdigheder og smagsoplevelser, den har, men han vil gerne tilføje flere forslag til listen.

- Man mangler for eksempel Thy Whisky, for noget af det, der er interessant ved Thy, er, at der er større fødevareproducenter som THYA og Thisted Bryghus, men der er også en underskov af mindre leverandører, der er på vej op. Det er ikke Michelin, men små lokale perler, som man bør holde øje med, siger Peter Krusborg Pedersen.

Skulderklap til thyboerne

Og det er ikke kun naturen og de lokale virksomheder, der gør Thy til noget særligt, mener han. Det er også lokalbefolkningen og stemningen i området.

- Det er jo et kæmpe skulderklap til alle thyboer, og de værdier man lever stærkt på her.

- Man skal ikke kun komme til Thy for at se og smage en masse. Man skal komme til Thy for at lade op på de indre linjer og få plads til ro og fordybelse. Det er det, Thy kan exceptionelt godt, siger turistdirektøren.

Tidligere år har byer som Aarhus, Aalborg og København samt vadehavsøerne Mandø, Fanø og Rømø også været nævnt på listen fra New York Times, skriver VisitDenmark på sin hjemmeside