Thy har fået sin egen ordbog
Ordbogen skildrer mere end én dialekt via flere illustrationer.
Med ugivelsen af bogen Thy-ordbog - Dialekter i Thy i mands minde har thyboerne fået deres helt egen ordbog.
Det fortæller Torben Arboe fra Peter Skautrup Centret for Jysk Dialektforskning på Aarhus Universitet, der har udarbejdet bogen.
Bogen er udkommet denne uge, og i den anledning har TV MIDTVEST lavet en quiz, hvor du kan teste din egen viden om thybomål.
Den nye ordbog er baseret cirka 17.000 sedler med omfattende definitioner og dertilhørende illustrationer, oplyser Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
De mange sedler stammer fra Torsten Balles optegnelser fra Thy. Han var lærer, arkivar og dialektforsker, men først nu er hans sedler blevet til en egentlig ordbog.
- Vi viser et bredt udsnit af eksempelsætninger fra hele Thy. Det er vigtigt, at det hele ikke er fra Thisted.
- Ordbogen giver et indblik i landbosamfundet og den måde, man talte på i Thy i 1900-tallet, forklarer Torben Arboe.
Redaktøren understreger, at alle uanset sproglige forudsætninger kan bruge ordbogen.
- Man kan næsten uden videre gå ind og læse bogen og få noget ud af det, forklarer han.
Ordbogen er blevet til virkelighed takket være frivillig hjælp og en studentermedhjælper, men det er Torben Arboe, der ved siden af arbejdet med Jysk Ordbog, har sammensat de 700 sider.
Thy-ordbog koster 380 kroner.