Thisted FC klar med ny cheftræner

Det bliver en gammel kending der overtager tøjlerne for Thisted FC’s hold i 2. division i de kommende to sæsoner.

TFC-kamp_0.jpg

Christian Flindt Bjerg er navnet på Thisted FC's nye cheftræner. Fra sommeren 2014 og to år frem skal han stå i spidsen for klubbens førstehold i 2. division samt være øverst ansvarlige for klubbens bedste U17- og U19-hold.

- Thisted FC har store forventninger til Christian Flindt Bjerg, der som tidligere spiller på TFC's hold og som professionel i Danmark og i udlandet har de kvalifikationer, der skal til for at føre klubbens ambitioner ud i livet, skriver klubben i en pressemeddelelse.

Lige nu er Christian Flindt Bjerg U19-træner, og kontrakten som cheftræner bliver hans første som seniortræner. Han afløser Peter Christensen, der stopper i klubben til sommer.