Testcenter kræver færre træer

Ny rapport fastslår, at langt færre træer end først planlagt skal fældes for at lave vindmølletestcenter i Østerild Klitplantage.

230810Osterild001.jpg

Det er Risø DTU der gennem det seneste halve år har målt vindforholdene i området ved Østerild og ifølge beregningerne skal der kun fældes 266 hektar skov mod tidligere anslået 1500 hektar skov for at etablere et nationalt vindmølletestcenter i fredsskoven i Østerild. Det skriver Ritzaus Bureau.

Ud over de 266 hektar vurderer Skov- og Naturstyrelsen, at yderligere 50 - 80 hektar skov må lade livet for at etablere de vådområder, der skal opfange den nitrat, som skovrydningen af de 266 hektar giver. Men samlet set er det under 1/3 af det oprindeligt anslåede areal skov, som skal lade livet.

Aftale sagde 450 hektar

Storfældningen af fredsskoven har været nøglepunktet i kritikken af placeringen af et nationalt testcenter i Østerild, men efter heftige forhandlinger indgik regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og SF i maj en aftale. Ifølge den må der maksimalt fældes 450 hektar skov.