Testcenter: Det blev Østerild

Miljøministeren har nu endelig flertal for et testcenter for vindmøller i Thy.

18VoVindmoller.Consolidat001.jpg

Så skulle det være en kendsgerning: Det nationale testcenter for vindmøller på op til 250 meter bliver placeret i Østerild i Thy.

Det oplyste miljøminster Karen Ellemann (V) onsdag eftermiddag, efter at Dansk Folkeparti, SF og Socialdemokraterne havde sagt ja til at støtte den omstridte placering. Dansk Folkeparti har ellers tidligere været meget skeptisk overfor placeringen i Thy.

Tidligere på dagen forlod De Radikale forhandlingerne, fordi miljøministeren havde givet partierne et ultimatum: støt Østerild eller forlad forhandlingsbordet. Det fik den radikale miljøordfører Johs. Poulsen til at smække med døren og tale om en "politisk skandale".

Skal fælde mindre skov

Karen Ellemann understreger, at der ifølge aftalen ikke skal fældes så meget skov, som der oprindeligt var lagt op til. I første omgang var det planen at fælde 1500 hektar skov - nu lyder tallet på 600 hektar eller mindre.

Samtidig sagde ministeren endnu engang, at hun ikke betragtede Stauning som et reelt alternativ - blandt andet fordi det ville betyde for mange ekspropriationer.