Sygeplejestuderende kritiserer undervisning

Sygeplejerskestuderende i Thisted kritiserer mangelfuld undervisning i medicinering.

medicindemo.jpg

I Thisted er de sygeplejerskestuderende godt utilfredse med, at de kun får tre timers undervisning i medicinering på deres uddannelse. Tre timer i alt. På tre et halvt år.

Ikke godt nok

Det er på ingen måder nok, lyder kritikken, og det budskab forsøgte de fredag at skabe opmærksomhed omkring for at få råbt skolens ledelse op på Thisted Syegeplejeskole.

- Det kan ikke være rigtigt, at vi ikke skal føle os rustede til at komme ud og være sygeplejersker, fordi vi ikke kan det her. Det hænger dårligt sammen med det store ansvar, som vi står med overfor patienterne, siger Formand for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, Sanne Fuglsang Nyquist.

Kan slå ihjel

For fejlmedicinering er et alvorligt problem.

- Det er patienterne, det i værste tilfælde vil gå ud over, når vi skal stå derude og regne styrker og dosis ud. Det er potente stoffer, vi står med, så kan vi risikere at slå folk ihjel, hvis ikke vi giver det rigtige medicin, forklarer Sanne Fuglsang Nyquist.