Surf-uddannelse vinder pris

HF-Cold Hawaii vinder VUC's Uddannelsespris. (Foto: Thy-Mors HF & VUC)

Den nye uddannelse HF-Cold Hawaii blev den helt store vinder, da VUC skulle uddele årets uddannelsespris. Uddannelsen i Thy tilbyder at kombinere uddannelse og surfing. HF Cold Hawaii vandt prisen foran 11 andre nominerede VUC-uddannelser. Om vinderen sagde Charlotte Juel Andersen fra VUC's bestyrelsesforening:

- Prisen gives i år til en indsats, der på forbilledlig vis adresserer en højaktuel udfordring - nemlig den, at Danmark har brug for solide og motiverende undervisningstilbud - også i vandkantsdanmark. Der er tale om en indsats, der på en meget flot og helhedsorienteret måde eksemplificerer, hvordan VUC samarbejder med og inddrager ressourcerne i lokalmiljøet.

VUC's Uddannelsespris er blevet uddelt siden 2010, og med prisen følger der en check på 25.000 kroner.

På søndag kl. 19.30 viser TV MIDTVEST et længere indslag om HF-Cold Hawaii.