Student i surfing

Thy-Mors HF & VUC kombinerer surfing og innovation i helt ny uddannelse.

surfalod.jpg

Cold Hawaii i Thy trækker surfere til fra hele verden. Her får de udfordringer, der ikke findes magen til mange steder. Og netop de udfordringer Cold Hawaii giver, skal bruges til at skrue en helt ny uddannelse sammen i Thy.

Ved at kombinere risikovillighed og innovation skal de studerende forberede sig til fremtidens arbejdsmarked.

- Vi uddanner stadig som om, vi lever i et industrisamfund. Det gør vi ikke. Vi skal gå nye veje og styrke kompetencer som risikovillighed, omstillingsparathed og flid. Vi mener, at vores nye surf- og innovationslinje kan træne og udvikle disse kompetencer, siger skolens vicerektor Erik Dose Hvid.

Plads til 25 elever

På et surfbræt jagter surferen den rette bølge, og kan aldrig vide hvornår den kommer. At finde de rette bølger kræver både stor fysik og omstillingsparathed. Det er nogle af de samme egenskaber, der kræves af fremtidens entreprenører og innovatører, mener Thy-Mors HF & VUC.

Uddannelsen har plads til 25 elever i skoleåret 2014-15. Interesserede kan snuse til uddannelsen på en camp 20. og 21. september i Klitmøller.