Større gylleudslip kan dræbe vandløb

Biolog frygter, at alt liv i Villerup Bæk dør. Torsdag aften var der et større gylleudslip fra en landmand nordvest for Hurup.

Gylletank2.jpg

Biolog Jakob Jørgensen var fredag morgen ude og tjekke tilstanden i Villerup Bæk. Torsdag aften flød en større mængde gylle ud i bækken fra et landbrug. Endnu er det uvist, hvor meget gylle, der er løbet ud i bækken, men det er formentlig flere hundrede kubikmeter. Alligevel var der fredag morgen ingen døde fisk i bækken

- Jeg har lige været ude og tjekke Villerup Bæk, og jeg kunne ikke konstatere døde fisk. Men spørgsmålet er, om der overhovedet har været fisk i bækken, forklarer biolog Jakob Jørgensen.

Han frygter i stedet, at det er gået ud over andre smådyr i bækken. Desuden kan man se, at der også er løbet gylle ud i Ørum Sø. Heller ikke her kender biologen endnu konsekvenserne.

- Vi skal mødes med landmanden senere i dag, og der kan vi forhåbentlig få klarhed over, hvor meget gylle, der er løbet ud i naturen, siger Jakob Jørgensen.

Det er endnu heller ikke afgjort, om landmanden, der bærer ansvaret for gylleudslippet får en bøde eller anden sanktion.