Stor glæde over genåbnet kunstnerhjem i Sydthy

Søndag var en festdag i Sydthy, da det tidligere kunstnerhjem Aagaard modtog én million kroner i støtte til at drive stedet videre.

Det tidligere kunstnerhjem Aagaard i Sydthy har modtaget én million kroner som støtte til at drive stedet videre som et samlingspunkt for kunsthåndværk.

Søndag kunne de igen åbne dørene til gården, der tidligere har været samlingspunkt for kunsthåndværkere.

- Det er kulminationen på mange timers arbejde og meget god energi, der bliver forløst på én gang, siger Nikolaj Kirk, der er iværksætter på Aagaard.

Den millionstore donation, som kommer fra Real Dania, føles som et stort rygstød for iværksætterne, der har lagt mange kræfter i projektet.

- Nu lykkedes det, nu er det i gang. Det er startskuddet for det, der skal ske fra nu af. Det er nu, vi håber, det begynder at tage fart, siger Nikolaj Kirk.

Nu vil iværksætterne sammen med en masse frivillige føre gården videre som et sted, hvor man kan opleve og lære kunsthåndværk.

De vil have fokus på, at stedet består i nogle nye og mere ungdommelige rammer.

Samlingspunktet holder åbent hen over sommeren med forskellige kurser og arrangementer.


Læs flere artikler fra Thisted eller i kategorien Kultur.