Stop for tobis-fiskeri

Kvoterne på den lille industrifisk er skåret ned til bare en tiende-del. Fiskerne er utilfredse. De siger, der er masser af fisk.

Fiskere og biologer er sådan set enige. Der er tobis nok. Men der hører enigheden også op.

Biologer fra DTU Aqua har undersøgt bestanden de seneste 14 dage, og de har fundet ud af at fiskene har den forkerte alder, og derfor bliver årets kvoter historisk lave. Mens der er mange 3-årige tobis, er der for få 1- og 2-årige. Dermed ender det med at fiskerne kun må fange godt en tiendedel af de fisk de måtte sidste år.

Fiskeskipper Benny Rasmussen fra Hanstholm er utilfreds med, at han ikke må fiske flere tobis:

- Det koster mig mellem 1,1 og 1,2 mill. kr. om ugen at ligge her ved kajen i Hanstholm. Og der er jo fisk nok derude, siger han.

Det er EU, der i sidste ende fastsætter kvoterne. Men fødevareministeren har ikke tænkt at tale fiskernes sag. I dag sagde Mette Gjerskov til Ritzau:

- Der er ikke grundlag for at forhøje tobiskvoten. Det er meget ærgeligt, og jeg forstå udmærket situationens alvor for fiskerne. Men vi er nødt til at holde os til eksperternes rådgivning, hvis der også skal være tobisfiskeri de kommende år.

Benny Rasmussen nåede seks dage på havet. Nu er der kun udsigt til kajkanten i resten af tobis-sæsonen.