Stilhed før stormen: Selvom vejret er roligt, så ligger sandsækkene klar i Thisted

Det ser stille og roligt ud på havnen i Thisted i dag. Men det kan være stilhed før stormen.

De to paller med sandsække er klar foran blomsterforretningen. Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Læs også Få overblikket: Her er der varsler om forhøjet vandstand

Foran blomsterforretningen står der to paller med sandsække og vidner om, at der kan være på noget vej, på trods af at solen har været fremme flere gange i løbet af dagen.

DMI varsler, at vandet kan stige til 1,8 meter over normal vandstand i den vestlige Limfjord i løbet af det næste døgn, og hvis det sker, så når vandet hurtigt både blomsterforretningen og biografen på havnen i Thisted. Og derfor står sandsækkene klar til at blive taget i brug, hvis det skulle blive nødvendigt, fortæller drifts- og anlægschef i Thisted Kommune, Ejgil Haurum.

- Der er også sat sandsække klar ved den anden ende af kystvejen, så vi kan spærre den. Men lige nu håber vi, at vi råber ulven kommer og så slipper, siger han.

Ejgil Haurum. Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Læs også Øjenvidne filmede tilfældigvis, da mor og barn blev skyllet ned fra mole

Helt klar

Sandsækkene kan bruges til at holde vandet på afstand fra husene, hvis vandet kommer op. Og selvom det lige nu ser ud til, at de måske slipper i Thisted, så er der stadig grund til bekymring, siger Ejgil Haurum.

- Når vi får en melding fra DMI, der siger næsten op til 180 centimeter over daglig vande, så skal vi bekymre os. Så tager vi vores forholdsregler, siger han og fortsætter:

- Vi kontrollerer jævnligt højvandsmålingerne via DMI’s hjemmeside, og så har vi kontakt med indsatslederen. Vi skal være vågne og opmærksomme, og så kan vi egentlig være rolige. Men vi skal være vågne og opmærksomme.

Vandet er endnu ikke tæt på at flyde over kajen. Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Farligt vejr

DMI's varsel for den vestlige del af Limfjorden gælder fra i dag kl. 10.20 til onsdag kl. 10.20. 

Her melder DMI om risiko for forhøjet vandstand på mellem 1,8 og 1,3 meter over normalen. 

Læs også Seernes billeder: Sådan oplevede midt- og vestjyderne stormen

- Der vil også være forhøjet vandstand onsdag. Beskyt dig selv og din ejendom. Kraftig vind kombineret med forhøjet vandstand vil medføre store kystoversvømmelser og betydelig skade på bygninger og kystsikring. Offentligheden opfordres til at undgå unødig færdsel i oversvømmelsestruede kystområder samt efterkomme rådgivning fra myndighederne, skriver DMI. 

Varslet for Limfjorden er kategoriseret som en kategori 3, som kaldes meget farligt vejr. 

- Følg myndighedernes råd. Vær forberedt på, at der er høj risiko for, at vejrudviklingen kan påvirke dig og dine omgivelser og forstyrre samfundets funktioner, skriver DMI.

01:49 Luk video