Steffen har skiftet hawaiiskjorten ud med præstekjole og pibekrave

Mange husker nok Steffen Bang Kristensen i de farvestrålende skjorter. Nu har han også fået job som præst.

Steffen Bang Kristensen som vi husker ham. Nu er skjorten dog blevet skiftet ud.
Steffen Bang Kristensen som vi husker ham. Nu er skjorten dog blevet skiftet ud.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Det er blevet alvor for de fleste af de præster, vi mødte på Pastoralseminariet i Århus på sidste efterårshold.

Her lærte de nyuddannede teologer alt det praktiske, inden de kunne søge job som præster i folkekirken.

De døbte blandt andet dukker, øvede velsignelsen og kastede jord på en kiste.

Farverig elev

En af dem, vi fulgte, var Steffen Bang Kristensen fra Ikast.

Han var ikke bare farverig at se på grund af sine farvestrålende skjorter, han havde også let til latter, og havde til tider lidt svært ved at huske teksterne.

- Det er svært når men både skal kikke op og huske ordene, så det er noget af det, jeg skal øve mig meget i, sagde han dengang.

Søgt mange jobs

Steffen blev færdig i december og siden har han søgt mange jobs – og været til mange samtaler.

- Dengang var jeg kun 25, så jeg fik ofte afslag med den begrundelse, at jeg var for ung og ingen erfaring havde, fortæller Steffen og fortsætter:

- Jeg gad ikke bøvlet med dagpenge, så jeg har arbejdet på Ikast Betonvarefabrik i Ikast indtil nu.

Han startede på fabrikken som fejedreng, da han var 15 år, og siden har han haft studiejob i sommerferierne.

Steffen er nu hoppet i præstekjolen.
Steffen er nu hoppet i præstekjolen.
Foto: Hans Vittarp

Endelig Præst

I juni hoppede Steffen Bang Kristensen i præstekjolen for første gang.

Først blev han ordineret i Budolfi Kirke i Aalborg, og siden blev han indsat i Øsløs Kirke i Hannæs.

Her fik han et vikariat, og er nu præst i Øsløs, Vesløs og Arup sogne – foreløbig indtil til oktober.

- Det er dejligt, for det er jo det, jeg vil, siger Steffen, der nu er fyldt 26 år og glæder sig til at få noget erfaring.

I programmet udlært som præst er vi med til hans indsættelsesgudstjeneste og besøger ham desuden i Vesløs, hvor han er flyttet ind i en lille lejlighed overfor kroen.

Se programmet her:

8:51
 

Se også programmet om Daniel Vigtoft Jakobsen, der nu er sognepræst  i Brøndum, Hvidbjerg, Ramsing, Håsum pastorat i Salling – sendt 13. august lige her:

11:36
Første dåb, første veldignelse og første rigtige Gudstjeneste. Vi har fulgt 26 årige Daniel Vigtoft Jakobsesns vej til Præsteembedet.