Staten jagter 950 millioner - nu begynder sager mod bankfolk

ebh bank og Eik Bank betjente ivrigt spekulanter. Staten hævder, at der var tale om uforsvarlig bankdrift.

vestre_landsret.jpg

Det statslige selskab Finansiel Stabilitet fortsætter mandag det omfattende retsopgør mod chefer og revisorer i krakkede banker. Men nogle af de sagsøgte siger, at de aldrig vil kunne betale de mange millioner, der kræves, og at der er tale om en politisk betonet proces.
    
I alt 22 personer og to revisionsfirmaer er stævnet i Vestre Landsret og i Østre Landsret. Mandag holdes første retsmøde i to sager.
    
Dommerne skal se på forholdene i henholdsvis nordjyske ebh bank, der gik ned i 2008, og i den færøske Eik Bank, som stoppede driften i 2010.
    
I sagen om ebh bank har Finansiel Stabilitet, der overtager rester af krakkede pengeinstitutter, rejst et erstatningskrav på 700 millioner kroner. I sagen mod Eik Bank er kravet 250 millioner kroner.
    
Sagernes omfang er enormt. Begge landsretter har plottet cirka 100 retsmøder ind i kalenderen i det kommende års tid. ebh bank med direktør Finn Strier Poulsen i spidsen strøg til vejrs med en enorm vækst i udlån i 2005, 2006 og 2007. Men det var uansvarligt at udsætte sig for så store risici i ejendoms- og pantebrevssektoren, hævder statens selskab.

Spekulanter under lup

Finansiel Stabilitet ventes under retssagen at zoome ind på betjeningen af finansmanden Klaus Schulze fra Aarhus, den nordsjællandske spekulant Steen Gude og den fynske pantebrevshandler Rene Müller.
    
Sidstnævnte var desuden kunde i Eik Bank, som blev tynget i knæ af et stort engagement med spekulanten Vagn William Andersen. 
 

To af den færøske banks direktører blev i sommer idømt bødestraf for at have overtrådt loven netop på grund af engagementets størrelse i forhold til bankens basiskapital.
    
Ud over tidligere direktører og bestyrelsesmedlemmer er også de to revisionsfirmaer og revisorer sagsøgt.

Frikendte topfolk

I de første domme i banksagerne har Finansiel Stabilitet dog langtfra fået forstående nik fra dommerpodiet. Topfolkene fra Amagerbanken blev frifundet i sommer, og i sagen om Capinordic Bank fik Finansiel Stabilitet kun delvist medhold. Begge domme er anket.
    
I dagens to sager genbruges nogle af de kritiske ord, som er set i tidligere sager, som begrundelse for at de sagsøgte er erstatningsansvarlige.
    
"Utilstrækkelig", "inkompetent", "uforsvarlig", "uklar" og "urigtige oplysninger", lyder det for eksempel om Eik Banks risikostyring, kreditafdeling, bevillingspraksis med videre. 
 

Men flere af de sagsøgte fra banken beskylder modparten for at puste sagen unødvendigt op og at bruge ubehersket mange penge på advokater. Og det på trods af, at de sagsøgte aldrig vil kunne betale.
    
Sagen er anlagt "primært af principielle, politiske årsager, da ingen af de sagsøgte har mulighed for at kunne betale det krævede erstatningsbeløb". Det skriver nogle af advokaterne i et indlæg til Højesteret.
    
At det statslige selskab har ofret store ressourcer på striben af sager, er ingen hemmelighed. Ved udgangen af 2016 havde Finansiel Stabilitet brugt mere end en kvart milliard kroner til advokater. Det fremgår af selskabets seneste årsrapport.
    
Det er i samfundets interesse at føre sagerne, har direktør Henrik Bjerre-Nielsen tidligere udtalt.
    
/ritzau/