Spydspids på TV MIDTVESTs nye Thisted-redaktion

TV MIDTVEST har fundet manden, der skal holde en journalistisk snor i Thy og Mors.

26-årige Lasse Dieckmann stammer selv fra Nors i Thy, og han skal fra og med august være en del af TV MIDTVESTs nye redaktion i Thisted.
26-årige Lasse Dieckmann stammer selv fra Nors i Thy, og han skal fra og med august være en del af TV MIDTVESTs nye redaktion i Thisted.
Foto: TV MIDTVEST

27-årige Lasse Dieckmann stammer selv fra Nors i Thy, og han skal fra og med august være en del af TV MIDTVESTs nye redaktion i Thisted, hvor der fremover skal fortælles endnu flere historier fra Thy og Mors.

Lasse Dieckmann er uddannet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har haft sin praktik på TV2 Nord, hvor han også har arbejdet som freelancer efter sin uddannelse.
Han har den seneste tid haft et unge-projekt på TV MIDTVEST, hvor han har været den ene halvdel af værtsparret på programmet “Hvad sker der for ..?“

- Jeg er vokset op med TV MIDTVEST, og derfor synes jeg også, det bliver sjovt at blive en del af det. Jeg synes, Thy og Mors er et fedt område med meget potentiale og charme, som man ikke finder andre steder, og det glæder jeg mig til at udfolde for TV MIDTVEST, siger Lasse Dieckmann.

Lasse er en dygtig nyhedsjournalist, som også er dygtig på de digitale medier. Han brænder for de nære historier, og som han selv siger, så glæder han sig rigtig meget til at vende hjem til en egn, hvor der er tusindvis af gode historier at fortælle.

Tættere på de gode historier i Thy og Mors

Med redaktionen i Thisted håber TV MIDTVEST at gå nye veje og udvikle en ny form for lokaljournalistik, hvor medievirksomheden får mulighed for at lave endnu flere nære, relevante og vigtige historier fra Thy og Mors.

- Vores ambition med lokalredaktionen er at komme tættere på Thy og Mors og få skabt meget mere godt indhold i samarbejde med thyboerne og morsingboerne. Det er vi overbeviste om, at Lasse er manden, der kan. Lasse er både en skarp nyhedsjæger, og så er han dygtig til at arbejde med nye platforme og de nære historier. Vi er meget taknemlige over, at vores Støtteforening bidrager til at gøre dette forsøg muligt, og nu glæder vi os til i august at rykke ind i lokalerne i Thisted, fortæller Lone Sunesen, direktør på TV MIDTVEST.

Redaktionen får base i Thy & Co. Huset, som er et sprudlende og dynamisk miljø, hvor TV MIDTVEST kommer til at dele kontorfællesskab med 33 lokale virksomheder og iværksættere.

Den nye lokalredaktion i Thy er kommet i stand med hjælp fra TV MIDTVESTs Støtteforening og skal i første omgang køre i en treårig forsøgsperiode.