Sparekassen Thy: Rekordoverskud og 4000 nye kunder

Flere udlån tyder på, at der er lidt mere gang i samfundet, siger direktør Ole Beith.

Sparekassen Thy
Foto: Arkiv

2016 blev et godt år for Sparekassen Thy - og så er det vist sagt på jysk.

Sparekassen med hovedsæde i Thisted har netop offentliggjort sit årsregnskab, der viser et overskud før skat på 124 millioner kroner før skat mod 89 millioner året før.

Der er tale om det bedste resultat i pengeinstituttets 187 årige historie, og udover det store overskud kan sparekassen glæde sig over at have fået 4000 nye kunder. 

- Vi får kunder fra hele vores markedsområde - omkring  Thy, Holstebro og Herning. Mange af kunderne kommer fra de store pengeinstitutter, og generelt mærker vi en tendens til, at flere kunder gerne vil være kunde i et lokalt pengeinstitut med det nærvær og den tilgængelighed, vi kan tilbyde, siger direktør Ole Beith til tvmidtvest.dk.

Han glæder sig over en stigning i den post, der hedder udlån. Det er et tegn på, at der er mere gang i samfundet, konstaterer han.

Det store overskud kommer også sparekassens 12.000 garanter til gode, idet ca. 10 millioner bliver udbetalt som et afkast af garantkapitalen.

Sparekassen Thy har en egenkapital på 1,3 milliarder.