Sparekassen Thy overtager Boddum-Ydby

2000 kunder får et nyt pengeinstitut.

Sparekassen_Thy.jpg

Det var store nedskrivninger, der fik Boddum-Ydby Sparekasse til at indgå en aftale med storebroderen fra Thy. Boddum-Ydby Sparekasse har cirka 2000 kunder, og de følger alle med til den nye ejer, når sammenlægningen sker i løbet af 2013.

- Boddum-Ydby Sparekasse henvendte sig til os for cirka en måned siden, fortæller Sparekassen Thys direktør, Ivan Christiansen.

- Det var både på grund af nedskrivningerne, men også på grund af, at det bliver sværere og sværere at drive de mindre pengeinstitutter på grund af de nye regler. Derfor mente de, det var formålstjenesteligt at undersøge, om en fusion var mulig, forklarer han.

Den lille Boddum-Ydby Sparekasse har syv medarbejdere, der alle er placeret i en enkelt filial i Ydby, og det forventes, at hovedparten følger med over i Sparekassen Thy. Direktøren Svend Hansen fratræder dog efter sammenlægningen.

- Vi er i gang med at undersøge tingene nu, men hovedparten af medarbejderne kan helt klart komme med over, forklarer Ivan Christiansen.

Til gengæld må kunderne fremover tage til Sparekassen Thys afdeling i Hurup for at gå i banken.

- Ydby ligger meget tæt på Hurup, så vi melder rent ud fra starten, at det er mest hensigtsmæssigt at sammenlægge sparekasserne i Hurup, siger Ivan Christiansen. 

Direktøren oplyser i øvrigt, at de lokale foreninger, der har været sponsoreret af Boddum-Ydby Sparekasse, vil blive vurderet på lige fod med Sparekassen Thys nuværende sponsorater.