Sommerhusudlejer savner svar - ved ikke hvad han skal sige til tyske turister

Sommerhusudlejere savner svar fra regeringen, som rækker mere end en uge eller tre frem. De ved ikke, hvad de skal svare tyske turister.

Jan Brusgaard, der ejer Feriepartner Thy, savner klare svare om grænselukningen fra regeringen. Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

De danske sommerhusudlejere kigger stadig langt efter de tyske turister. Men i telefonen bliver snakket masser af tysk blandt andet hos Feriepartner Thy i Vorupør.

- Vi har brug for nogle klare svare fra regeringen, som også rækker længere ud end en uge eller tre eller fire.

Jan Brusgaard, Feriepartner Thy

Tyskere, som har bestilt et ophold, ringer for at høre, hvordan de skal forholde sig, og hvordan de er stillet. Men de kan ikke få noget klart svar.

- Vi har brug for nogle klare svare fra regeringen, som også rækker længere ud end en uge eller tre eller fire. Vi forstår godt, det kan være svært, men lige nu står vi i et vakuum, og vi skal hele tiden balancere på en line, siger Jan Brusgaard, indehaver af Feriepartner Thy.

Tysklands udenrigsministerium opdaterede onsdag sin rejsevejledning, så de nu råder tyskerne til at undgå udlandsrejser frem til og med den 15. juni. Det er dermed på egen risiko, hvis de tager til Danmark - hvis altså de danske grænser åbner igen efter den 10. maj, som er den nuværende danske udmelding.

- Det bedste ville være, hvis man trådte i karakter i EU, så landene ikke agerer alene. Eller hvis Danmark og Tyskland for eksempel kan blive enige om noget, så vil det være rigtig godt, siger Jan Brusgaard.

Læs også Borgmestre vil åbne grænserne for turister

Mister en tredjedel af omsætningen

Forårssæsonen er allerede mistet for de danske sommerhusudlejere. Sommeren frygter Feriepartner Thy ikke for, men de manglende turister kan også risikere at få konsekvenser i sensommeren.

Læs også Ny tysk rejseadvarsel ryster sommerhus-udlejere

- Lukker man grænsen til midt i juni eller sidst i juni, så står vi til at tabe en tredjedel af årets omsætning. Højsæsonen er ikke et problem. Der lejer vi ud til danskerne i stedet for tyskerne. Forsæsonen er tabt, hovedsæsonen skal vi nok få hjem, og nu er det så eftersæsonen, vi frygter for, siger Brusgaard.

Han er indstillet på, at de også skal betale en pris lige som mange andre gør under coronakrisen. Men også sommerhusejerne risikerer at komme i klemme, lige som udlejerne ikke ved, hvem de skal få lokket ud i husene på vestkysten.

- Vi har nogle ejere af de her huse, som også er i klemme, og som ikke får en forventet indtjening. Desuden har vi noget markedsføring, som vi ikke ved, om vi skal vende mod Danmark eller Tyskland. Vi er nødt til at tænke på den langsigtede forretning her.

02:12

Coronakrisen har ikke sat en stopper for salget af sommerhuse i landsdelsens største sommerhus-kommune. Video: TV MIDTVEST, arkiv.

Luk video