Socialdemokratiet er størst i alle regioner ved skolevalg

Ifølge valgforsker har partierne fået øjnene op for vigtigheden af at være med i skolevalget.

Årets skolevalg kulminerede torsdag, hvor eleverne fik udleveret valgkort og stemmesedler, ligesom der blev stillet stemmebokse og valgurner op på skolerne. Eleverne kunne stemme på de partier, der var opstillingsberettigede til folketingsvalg senest den 1. juni. (Arkivfoto)
Årets skolevalg kulminerede torsdag, hvor eleverne fik udleveret valgkort og stemmesedler, ligesom der blev stillet stemmebokse og valgurner op på skolerne. Eleverne kunne stemme på de partier, der var opstillingsberettigede til folketingsvalg senest den 1. juni. (Arkivfoto)
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Torsdag aften er årets skolevalg blevet afgjort, og det er Socialdemokratiet, der står som topscorer.

Partiet er størst i alle fem regioner og står til over en femtedel af stemmerne i samtlige af disse.

På landsplan har regeringspartiet fået 23,5 procent af stemmerne - 11.467 stemmer. Radikale Venstre har fået 7143 stemmer svarende til 14,6 procent og er dermed det næststørste parti.

Socialdemokratiet er er tæt på at have fået dobbelt så mange stemmer som Venstre, der har fået 11,8 procent af stemmerne. 5753 personer stemt på det blå parti.

Konservative er det tredjestørste parti med 14,2 procent af stemmerne svarende til 6925 stemmer,

Blå forkærlighed på Hurup Skole

80.000 elever fra mere end 750 skoler deltager i det tre uger lange undervisningsforløb, som går forud for valget.

Et af de steder, hvor stemmeboksene i dag var fundet frem, var på Hurup Skole. Her er lærerne glade for, at skolevalget giver mulighed for at snakke lidt mere om politik end ellers.

- De unge får nogle gode politiske snakke hjemme ved middagsbordet, men de er også gode til at følge med i, hvad der sker rundt i verden, så nogle gange kommer de politiske snakke af, hvad der sker lige nu rundt omkring, fortæller Louise Veje Dahlgaard, der er samfundsfagslærer på skolen.

Og der er særligt nogle bestemte politiske emner, som betyder meget for eleverne i Hurup.

- Der skal være mindre skat og hårdere straf for vold, for nogle gange kan man komme længere tid i fængsel for at have stjålet noget end for at have været voldelig, siger Laura Søgaard Led fra 8. klasse.

- Hårdere straf for vold er vigtigt, for det er vigtigt, at man giver de rigtige straffe for det, som folk har gjort, og man sørger for, at de ikke bare kommer ud og gør det samme igen, siger Caroline Garvgaard Paulsen, der også går i 8. klasse.

På Hurup Skole blev det med 63,7 procent af stemmerne en overbevisende sejr til blå blok.

Laura Søgaard Led og Caroline Garvgaard Paulsen fra 8. klasse på Hurup Skole.
Laura Søgaard Led og Caroline Garvgaard Paulsen fra 8. klasse på Hurup Skole.
Foto: Sine Bach Jakobsen, TV MIDTVEST

Ekspert: Politikerne bør lytte til skoleeleverne

Resultatet af skolevalget kan helt generelt betragtes som en rettesnor for, hvordan de danske skoleelever tænker her og nu. Det vurderer valgforsker Kasper Møller Hansen, der er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.

- De kan nok tænke anderledes om et år, for det er en gruppe, der reagerer skarpt på det, der sker omkring dem.

- Så de er flygtige i den sammenhæng, men det er et meget præcist mål for, hvordan skoleeleverne står lige nu, og som politisk parti bør man absolut tage bestik af det, siger han.

Han påpeger dog, at valget ikke er helt ens landet over. Der er nemlig forskel på, hvor intensivt skolerne tilrettelægger forløbet, og hvor mange besøg af politikere de får.

En tryg start på tilværelsen som vælger

Siden det første skolevalg i 2015 har mange partier dog fået øjnene op for vigtigheden af at være med, forklarer Kasper Møller Hansen.

- Hvis man får sat sit kryds tidligt, har det tendens til at holde fast senere i livet. Så partierne er meget bevidste om at få de unge om bord - og med god grund.

- Vi kan se, at ungdomspartierne får et stort boom i antallet af medlemmer efter valget, så det vidner om, at det mobiliserer mange elever.

Skolevalget giver ifølge Kasper Møller Hansen børn, der ikke har prøvet at stemme med deres forældre, mulighed for at prøve det i trygge rammer.

- De fleste på skolen stemmer som afslutning på undervisningsforløbet, så du får alle med i valget, og det er også hele ideen: at få afmystificeret dét at gå ind bag et forhæng og sætte et kryds.

I år har rød blok fået en sejr med 57 procent af stemmerne. 43 procent er gået til blå blok.

Da de unge satte deres kryds i 2019, resulterede valget i en smal sejr til blå blok, der fik 51,2 procent af stemmerne.

Det skete, selv om Socialdemokratiet blev topscorer blandt partierne med 22,6 procent.

2:07
Indslag fra storsejren til Venstre da børnene i Hurup gik til stemmeurnerne.