Snevejr koster dyrt: Størstedelen af pengene er brugt for 2024

Thisted Kommune har brugt 70 procent af pengene til årets snebekæmpelse kort inde i 2024.

I Holstebro Kommune er der også brugt mere salt i år sammenlignet med de andre år.

Mange dage med snerydning og saltning har kostet dyrt i flere kommuners pengekasse, for året har allerede budt på store mængder sne og glatte veje i landsdelen.

I Thisted Kommune har de et årsbudget på 11 millioner kroner til glatførebekæmpelse, og 70 procent af budgettet er allerede brugt, fortæller kommunes drifts- og anlægschef Ejgil Haurum.

- Det er et højere forbrug, end vi har haft de forrige år. Så vi kigger ind i, at når vi kommer til nytår eller juleaften, så tror jeg da, vi har et merforbrug. For på en dag hvor alle enheder er ude at køre, så er det knap en million kroner, vi bruger i døgnet, siger han.

Ifølge chefen bliver et eventuelt merforbrug betalt af kommunekassen.

- Det er jo fint for kommunen de år, hvor vi ikke bruger så mange penge, for så kommer der penge ind i kassen, og de år hvor vi har et merforbrug, der får vi så af kommunekassen, forklarer han.

Holstebro Kommunes saltlager er blevet suppleret med mere salt i år.
Holstebro Kommunes saltlager er blevet suppleret med mere salt i år.
Foto: Kasper Lindeborg Østergaard, TV MIDTVEST

Mere salt til resten af året

I Holstebro Kommune har de også brugt en stor del af budgettet til snerydning og saltning.

Kommunens årsbudget til glatførebekæmpelse er på 12,6 millioner kroner, og på nuværende tidspunkt er der brugt omkring ni millioner kroner.

Ifølge Jesper Skov Sørensen, der er vinterkoordinator i Holstebro Kommune, er saltlageret også godt brugt.

- Der kan være lige knap 6000 tons salt på vores lager, som vi starter sæsonen med. Der er omkring 2000 tons tilbage efter en hård vinter, fortæller han og tilføjer:

- Vi har brugt mere salt end de foregående år. Vi har som regel til en hel vintersæson, men i år har vi valgt at supplere med yderligere for at være sikker på at have til resten af vinteren.


2:09
Kort inde i 2024 er tre fjerdedele af budgetterne brugt.