Skraldemand om maddiker i affaldsspande: - Det er virkelig ulækkert

Steen Subritzky er skraldemand i Thisted Kommune, og henover sommeren oplever han de levende skraldespande på villavejene.

Steen Subritzky oplever maddiker og fluer i de skraldespande, han tømmer.
Steen Subritzky oplever maddiker og fluer i de skraldespande, han tømmer.
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Det kribler og krabler i de danske skraldespande. Og det er ekstra slemt lige nu på grund af det varme vejr.

For skraldespandene bliver nemlig kun tømt hver 14. dag, og det kan de, der tømmer spandene i Thisted Kommune, godt mærke.

- Når man åbner skraldespanden, så får man fluer i hovedet, og det er fyldt med maddiker, der kribler og kravler rundt. Det er virkelig ulækkert, og det er også derfor, jeg har handsker på. For jeg vil ikke røre ved det, siger Steen Subritzky, der er skraldemand i Thisted Kommune.

Nyt system

Thisted Kommune indførte forrige år et nyt affaldssystem, hvor madrester sorteres for sig i papirsposer, som lægges i et særskilt rum i skraldespanden.

Men fjorten dage i sommervarmen får maddiker og fluer til at stortrives. Men ikke nok til at kommunen vil ændre praksis.

- I år har vi fået flere henvendelser end vi fik sidste år, og det er klart med den lange, varme sommer. Men generelt set synes vi ikke, det er et stort problem, siger Ejgil Haurum, der er drifts- og anlægschef ved Thisted Kommune.

Tidligere erfaringer

I 2014 indførte Morsø Kommune en lignende affaldsordning og havde samme problemer. Denne sommer er der dog ifølge kommunen ingen klager. Borgerne har lært at lukke poserne ordentligt, lyder det fra kommunen.

- Folk betalte sig til ugentlige tømninger, så der har ikke været hverken problemer eller klager siden, siger Meiner Nørgaard (DF), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Thisted Kommune.

Ekstra sommertømning

De seneste uger har flere borgere kritiseret Thisted Kommunes nye affaldsordning, og de ønsker nu tømning hver uge i højsommeren. 

- Om vinteren tænker jeg ikke, det er et problem. Men sommeren kunne måske være en god periode, siger Thisted-borger Rikke Jespersen.                                      

Kommunen afviser og mener, at borgerne foruden at rengøre skraldespandene selv kan afhjælpe problemerne, når det er varmt.

- Hvis der er mulighed for det, så kan man bruge en ekstra pose og pakke om, men ellers altid sørge for at være meget omhyggelig med at lukke poserne godt og grundigt, siger Ejgil Haurum.

Imens kritikken af de ulækre skraldespande står på, fortsætter skraldemand Steen Subritzky med at tømme skraldespandene på villavejene i Thisted. Og han beder samtidig til, at folk vasker deres skraldespande, hvis de er alt for beskidte for at hjælpe på maddike-problemet. 

- De skraldespande, der bliver vasket, har ikke så store problemer. Det er de skraldespande, der ikke bliver vasket, hvor det virkelig bliver slemt og rigtigt ulækkert, siger Steen Subritzky.

Stadigt flere kommuner sorterer affaldet som i Thisted. Det politiske mål er nemlig, at vi genbruger mindst halvdelen af alt husholdningsaffald i 2022.

2:43
Maddiker mylder i skraldespandene