Skoleleder om bombetrussel: Rystende at nogen vil skyde skylden på et barn

Skolelederen på Tingstrup Skole er rystet over, at nogen tilsyneladende har hacket en elevs konto og brugt den til at sende en bombetrussel.

Tingstrup Skole blev mandag kortvarigt evakueret på grund af bombetruslen. Foto: Lasse Dieckmann, TV MIDTVEST

Det kom som en stor lettelse på Tingstrup Skole i Thisted, da Midt- og Vestjyllands Politi tirsdag meddelte, at det sandsynligvis alligevel ikke var en af skolens elever, der stod bag en bombetrussel mod skolen mandag formiddag. 

Det siger skoleleder Dorthe Ninn til tvmidtvest.dk.

Læs også Bombetrussel stadig uopklaret - 13-årig blev hacket

Politiet oplyste mandag, at en 13-årig elev på skolen havde sendt bombetruslen via skolens intranet Aula. Men efter at have efterforsket sagen nærmere konkluderer ordensmagten nu, at det sandsynligvis ikke var den 13-årige, der stod bag.

Drengens profil er tilsyneladende blevet hacket, og det viser sig, at truslen er sendt via en IP-adresse på Fyn.

- Det er selvfølgelig en lettelse, men samtidig finder jeg det meget bekymrende, at man på den måde kan hacke sig ind i en profil. Man må formode, at vedkommende, der står bag, er mere end 13-årig gammel, og jeg finder det rystende, at man kan finde på at rette mistanken mod et barn. Det er gruopvækkende og går over min forstand, siger Dorthe Ninn.

Den 13-årige blev mandag afhørt med en sigtets rettigheder, men nu arbejder politiet videre med de nye it-spor. 

- Vi står med en elev, der er blevet anklaget for noget, han ikke har gjort. Det er en ulykkelig situation, og vores pædaogiske indsats går selvfølgelig ud på at hjælpe ham videre, siger skolelederen.

Skolens elever og personale var mandag formiddag kortvarigt evakueret, mens politiet undersøgte, om der var hold i bombetruslen.

00:36

Se omtalen af sagen fra nyhederne 19.30 mandag.

Luk video