Sidste særlige tiltag ophæves i Thisted og Vesthimmerland

På grund af faldende smittespredning ophæves en række særlige tiltag i syv nordjyske kommuner.

De sidste særlige tiltag i syv nordjyske kommuner, herunder Thisted og Vesthimmreland, bliver øjeblikkeligt ophævet.

Det skyldes faldende smittespredning i de pågældende kommuner. Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

Tiltagene har været iværksat i kommunerne i Frederikshavn, Vesthimmerland, Jammerbugt, Thisted, Brønderslev, Hjørring og Læsø.

Baggrunden for tiltagene har været, at man har forsøgt at bremse spredningen af en mutation af coronavirus fra minkbesætninger.

Selv om tiltagene nu ophæves, skal de nordjyske borgere fortsat følge de landsdækkende restriktioner og anbefalinger fra sundhedsmyndighederne om blandt andet afstand, test, isolation, og opsporing.

- Jeg vil gerne sige en stor tak til borgerne i de syv kommuner for deres vilje til at få standset smittekæderne. Tallene taler deres eget tydelige sprog.

- Indsatsen har virket, og det skyldes ene og alene borgernes indsats for at holde afstand og lade sig teste og deres villighed til at hjælpe myndighederne med at opspore og inddæmme smitten, siger Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) i pressemeddelelsen.


Læs flere artikler fra Thisted eller i kategorien Sundhed.