Satte ild til slikbutik - nu er dommen skærpet i landsretten

Den unge mand, der er dømt for at have forårsaget eksplosion i Thy Slik, har fået længere fængselsstraf og er blevet udvist for bestandigt.

Der er nu blevet sat et endegyldigt punktum i sagen om en eksplosionslignende brand, der natten til den 2. maj 2019 ramte slikbutikken Thy Slik i Storegade i Thisted.

Det sker, efter at der ved Vestre Landsret tirsdag er faldet dom i sagen.

Den tidligere ejer af slikbutikken, Youssef Hussein, blev den 28. oktober 2019 i Retten i Holstebro dømt til to års fængsel og udvisning med indrejseforbud i 12 år, efter han blev kendt skyldig i brandstiftelse af en enig domsmandsret.

Desuden lød byretsdommen dengang på, at Youssef Hussein skulle betale sagens omkostninger og erstatning på mere end fire millioner kroner.

Manden valgte dog at anke dommen til landsretten.

Det var en skærpelse af byrettens dom, da der ved Vestre Landsret i går tirsdag faldt dom i sagen om brandstiftelse i slikbutikken.

- Dommen steg fra to år til to og et halvt års fængselsstraf, fortæller politikommissær Jørgen Jensen fra Lokalpolitiet i Thisted.

På endnu et punkt er dommen blevet skærpet efter landsrettens afgørelse tirsdag. 

- Byretsdommen sagde udvisning i 12 år. Nu lyder dommen fra landsretten på udvisning for bestandigt, siger Jørgen Jensen.

Under den voldsomme eksplosion blev alle butikkens vinduer blev blæst ud, en del af taget kollapsede og meget af butikkens inventar væltede ud på gågaden i Thisted. 

Branden forårsagede også, at flere nabobygninger fik store skader og slog revner. 


Læs flere artikler fra Thisted eller i kategorien 112.