Røveri: Ansatte fik peberspray

Fire ansatte i Sparekassen Thy i Hundborg blev lukket inde af røvere og fik sprøjtet peberspray i øjnene. Politiet efterlyser vidner.

Røveri Sparekassen Thy Hundborg
Røveri Sparekassen Thy Hundborg
Foto: Casper Roslyng, TV MIDTVEST

Det var en voldsom oplevelse personalet i Sparekassen Thy mødte til fredag morgen. To maskerede røvere havde gemt sig i banken og tog imod de ansatte i takt med de mødte på arbejde.

- De bliver passet op en efter en, truet med pistol til at blive lukket ind på et toilet i bankbygningen, fortæller vagtchef Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Da alle er lukket inde stjæler de to røvere et ukendt beløb. Inden de flygter åbner de ind til det toilet, hvor de ansatte er fanget og sprøjter dem i ansigtet med peberspray.

Efter røveriet har de ansatte fået psykologhjælp.

- De er selvfølgelig chokerede efter sådan en oplevelse. Man møder fredeligt ind sådan en fredag morgen, så lige pludselig står man ansigt til ansigt med nogle røvere, der er fuldt maskerede, så de er selvfølgelig chokerede, siger indsatsleder Allan Baltzer-Aaes, Midt- og Vestjyllands Politi.

Hele dagen har politiet afhørt vidner og undersøgt gerningsstedet. Røverne er muligvis kommet ind ad et vindue bag banken. Politiet efterlyser vidner i forbindelse med røveriet.

- Vi har brug for offentlighedens hjælp, til at finde ud af hvordan gerningsmændene er forsvundet og hvordan de er kommet til banken. Så vi opfordrer alle, der ligger inde med oplysninger, som kan hjælpe os omkring flugtretning her fra banken, og også hvis der er nogle, der skulle have set nogle komme til banken i løbet af morgenen, siger indsatslederen. 

De to røvere var klædt i helt mørkt tøj. Maskeret med elefanthuer eller masker, hvor man kun kunne se øjne og noget af munden. Røverne talte engelsk. 

2:01