Rotten gik i fælden

SuperBrugsen i Thisted håber på snart at åbne igen, efter at en rotte er gået i fælden.

Superbrugsen_Thisted001.jpg

Uddeleren i SuperBrugsen i Thisted ånder lettet op: Den rotte, der er skyld i, at butikken har været lukket, er fanget i en fælde.

Butikken lukkede i mandags, efter at man havde set en rotte løbe hen over gulvet. Og natten til onsdag blev rotten så fanget i en fælde under en køledisk, oplyser brugsuddeler Tommy Vestergaard.

For at være 100 procent sikker på, at der ikke er flere ubudne gæster, skal en specialtrænet hund nu snuse sig gennem butikken, ligesom der bliver lagt et pulver ud på gulvet for at afløre eventuelle rotte-fodspor.

Og hvis der ikke bliver fundet flere rotter, så begynder et større rengøringsarbejde. I bedste fald åbner butikken igen torsdag formiddag, vurderer uddeler Tommy Vestergaard.