Rollerne er skiftet mellem krigsveteraner: Nu hjælper Thomas sin PTSD-ramte kaptajn

25 år efter de havde været i krig sammen, mødtes konstablen Thomas og kaptajnen Steen tilfældigt i Skive. Thomas hjælper nu Steen gennem en hverdag som hårdt ramt af PTSD.

Thomas Helmer Albrektsen (tv.) og Steen Mølgaard- Sørensen på veterancafé.
Thomas Helmer Albrektsen (tv.) og Steen Mølgaard- Sørensen på veterancafé.
Foto: Privatfoto.

- Selv om han er officer, så skal han jo ikke efterlades tilbage, smiler Thomas Helmer Albrektsen, da han slukker havetraktoren hjemme hos sin kammerat Steen Mølgaard-Sørensen.

Han bruger en god del af sin fritid på at holde sin gamle kollega og kaptajn oven vande i en tid, hvor Steen har svært ved at overskue mere end ét gøremål dagligt.

De to gamle soldaterkammerater var udsendt på et af de første hold i den fredsbevarende indsats på Balkan i 1990’erne. En udsendelse, der blev væsentlig værre for mange af soldaterne, end man først havde regnet med, da de blev udsendt.

Det var en tid med beskydning ind i lejren, utallige provokationer fra serberne og skarpe situationer, der siden har siddet solidt plantet i erindringen.

- Jeg var ansvarshavende officer i en situation, hvor vi kiggede direkte ind i serbernes geværløb. Min første indskydelse var, at om 30 sekunder så var det hele slut, og senere så kammede min reaktion over i hvidglødende had til modstanderne, fortæller Steen Mølgaard-Sørensen.

De to soldaterkammerater.
De to soldaterkammerater.
Foto: Privatfoto

Ordner gøremål for sin kammerat

Den tidligere officer har gemt sig på en landejendom lidt uden for Thise, hvor han lever af sin invalidepension.

Men nu er hans tidligere soldaterkammerat kommet med hjælp og humør. Thomas Helmer Albrektsen henter varer, slår græs og ordner hus for sin tidligere kaptajn.

Men vigtigst af alt får de talt de dårlige oplevelser fra krigens tid igennem hen over bordet i køkkenet.

-Det er bare en god historie, at de har mødt hinanden igen efter så mange år. De er det, vi kalder ”brothers in arms", fortæller Claus Mosbæk, der er veterankoordinator i Skive Kommune.

3:55
Se et længere indslag om, hvordan coronakrisen påvirker veteraner som eksempelvis Steen Mølgaard-Sørensen.